RSS

BREAKING NEWS

Islandsk flyselskab er et flyvende teater

Af Kenneth Karskov // Icelandair kan i år fejre 80 års fødselsdag, og det fejrer flyselskabet med en række anderledes initiativer. Flyselskabet har således fået en britisk teatergruppe til at undervise kabinepersonalet i performanceteater. Formålet er, at …

Flyselskab hædrer dansk EM-triumf

Af Kenneth Karskov // Det er i dag 25 år siden, at det danske fodboldlandshold slog Tyskland i EM-finalen, og dermed skrev dansk historie. Den begivenhed hædrer lavprisselskabet Norwegian nu. Flyselskabet offentliggør i dag, at nyeste “halehelt” - som er N…

Qatar Airways vil købe bid af American Airlines

Af Kenneth Karskov // Qatar Airways vil købe sig ind i oneworld-partneren American Airlines. Det har selskabet netop offentliggjort i en pressemeddelelse. Qatar Airways sigter i første omgang på at købe op til 4,75% af aktierne i det amerikanske flyselskab…

  • 1
  • 2
  • 3

Test: SAS Business på Boeing 737 til Boston

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

SAS åbnede ruten til Boston i april måned, hvor den danmarksberømte amerikanske ambassadør Rufus Gifford klippede snoren til første afgang. Boston er ambassadørens hjemby, og en by som hidtil har krævet et stop undervejs for at nå frem til, men det er slut nu.

Både SAS og Norwegian lancerer en direkte rute til byen på den amerikanske østkyst i løbet af foråret 2016. Mens Norwegian blot flyver én gang om ugen, hver torsdag, så er det nemmere at få både ud- og hjemrejse til at passe med SAS’ 7 ugentlige flyvninger – en gang dagligt.

Fenway-ParkHerover: SAS annoncerer den nye rute på baseballstadionet Fenway Park i Boston

SAS flyver med en Boeing 737-700, som opereres af Privatair, men ombord er der i praksis ingen forskel at bemærke. Personalet har SAS uniformer på, flyet er malet i SAS farver og mad og drikke er det samme som på de øvrige SAS maskiner.

Men der er noget pudsigt over, at tage til USA på et lille fly. For Boeing 737-flyet plejer at flyve passagerer fra København til Spanien, England eller Holland, men sjældent over Atlanten.

Flyet er da også udstyret med ekstra tanke med brændstof nok til den lange tur og indrettet lidt anderledes end de maskiner som pisker ned igennem Europa.

Oprindelig blev flyet brugt på olie-ruten mellem Stavanger og Houston og var indrettet med kun 44 sæder, alle på Business Class. Da den rute lukkede, blev flyet flyttet til først København – New York ruten og dernæst til den nye København – Boston rute.

SAS Privatair seat map B737-700 20C+60Y

For at få balance i regnskabet er en del af Business Class sæderne dog taget ud og erstattet med Economy sæder, så der er 20 pladser på SAS Business og 60 på økonomiklassen “SAS Go”.

I modsætning til de store oversøiske fly betyder det, at det er hurtigt at komme af og på flyet. Her er maksimalt 80 passagerer, så der er aldrig alenlange køer ved ombordstigning eller efter landing.

Det negative er, at mens SAS har investeret store summer i nye kabiner på deres Airbus A330 og A340 langdistancefly, så er indretningen på denne Boeing 737-700 BBJ af lidt ældre dato.

Så selvom SAS-reklamerne viser Business Class passagerer i solo-sæder og i stole, der kan foldes ud til en flad seng, så gælder det altså ikke på Boston ruten. Her sidder man p2-2 på SAS Business Class og 3-3 på økonomiklassen SAS Go.

SAS-Boston-3

Allerede inden afgang er der velkomstdrinks til de rejsende på de forreste sæder i flyet, og så snart maskinen er i luften bliver gardinet mellem økonomi og Business trukket for.

Dermed er der dømt “showtime”, og med afgang fra København kl. 12.50 står den på en fem-retters frokost. Først ruller serveringsvognen igennem kabinen med alle drikkevarerne, og en stor del af passagererne hopper på et glas Champagne fra huset Heidsieck årgang 2008.

Dernæst kommer vognen rundt igen, og denne gang er den lastet med forretterne. Fremgangsmåden er slet ikke dårlig, for på denne måde er det muligt for passagererne at se retterne inden de vælger. Én ting er at læse beskrivelserne i menukortet, noget andet er at se maden anrettet på tallerkenen og så foretage sit valg.

For mit vedkommende er det dog kun et valg i teorien, for den ene valgmulighed er udsolgt, da de når til femte og sidste række i Business Class kabinen, men det har ingen praktisk betydning for jeg ville alligevel have valg “Røget torsk med löjrom og wasabi creme”.

Den anden valgmulighed var et par skiver røget and, og ja, dermed ingen laks i denne omgang fra flyselskabet, der ellers har tilnavnet “Salmon Always Salmon”….

SAS-Boston-12

Bordet bliver dækket med en hvid dug. En stofserviet rullet om tre knive, tre gafler og en ske bliver lagt på bordet og en salat bliver blandet på serveringsvognen, omend den ikke finere end en skål med friske blade og nogle strimlede grøntsager samt en lille olie-eddike dressing.

Det er som altid en fornøjelse at spise af rigtigt porcelæn, med rigtigt bestik og drikke af rigtige glas. Og tørre fingrene i en stofserviet.

Der er fire forskellige hovedretter, kort fortalt er det scampi, kyllingebryst, dådyrkæber og gnocchi. Retterne er tilberedt i en kokotte (det lille fad som ses på billedet herunder), der bliver opvarmet i flyets ovn, og så stillet på serveringsvognen.

Igen, som passagerer har det den fordel, at det er muligt at danne sig et visuelt indtryk af maden inden serveringen. Det betyder også, at SAS endelig har fjernet plastfolien over maden på Business Class, hvilket ellers har været en hyppig anke mod servicen på SAS (se et eksempel her).

SAS-Boston-4

Dyrekæberne kommer med grønne bønner, der stadig er knasende sprøde, kartoffelgratin, sauterede løg og et par fed hvidlød i en rødvinssauce.

Kødet har vist sig at klare den mest kritiske del af tilberedning af flymad – opvarmningen i maskinens lille ovn – overraskende godt, og kæberne er fulde af smag og kødet er så mørt at det nærmest falder fra hinanden.

Sætter man pris på kæber – og det er måske ikke en spise for alle – så er resultatet slet ikke dårligt. Tværtimod. De har en intens af kødsmag, hvilket fungerer godt i luften, hvor undersøgelser har vist at vi mister en del af vores smagsløg.

Umami smagen er en af dem, som virker stort set lige godt på landjorden som flyet, mens mange andre smagsnuancer bliver tabt i et langt metalrør i ti kilometers højde.

SAS-Boston-7

“Vil du smage på vinen først”, spørger det kvindelige besætningsmedlem, da jeg tøver lidt med vinvalget. Jeg beder om et lille glas af begge rødvine og får uden problemer to glas til min egen lille vinsmagning, en chilensk Syrah og en tung italiener.

Kortet rummer en række cocktails, specialøl fremstillet i et samarbejde mellem SAS og bryggeriet Mikkeller, Champagne, to røde og to hvidvine, portvin, XO cognac og så fremdeles.

SAS-Boston-8

Problemet med det lille fly er underholdningen. Stolene har ikke indbygget små skærme, som det ellers er standard på oversøiske fly, så underholdningssystemet kommer på en lille iPad, der uddeles ved flyvningens start.

iPad’en er fyldt med film og musik, og selvom udvalget ikke er overdådigt, så er udfordringen mere, at det er svært at balancere både iPad, mad og drikke på det lille bord. Det bliver en middag med musik i ørerne, i stedet for en film.

SAS-Boston-5

Business Class kabinen er fuld på denne flyvning, så personalet er max. presset, men det ses ikke. Der er god service hele vejen igennem og ingen sure miner hos PrivatAir personalet.

Inden kaffen er der plads til lidt ost. Tidligere har SAS stolt serveret fine danske oste, men de er nu blevet erstattet af to franske, Fourme d’Ambert og Saint-Netaire. Ingen dårlige oste, slet ikke, men ikke oste der på nogen måde særlig markerer, at du sidder på et dansk/skandinavisk flyselskab.

SAS-Boston-6

Ostene kommer med et glas portin, og til sidst står den på en pæretærte. Der kommer en kop kaffe til, men det er almindelig flykaffe, og ikke den Illy Espresso, som der ellers er omtalt i menukortet. Maskinen til at lave de lækre espressoer findes kun på SAS’ Airbus A330 og A340 og ikke på denne Boeing 737.

Flere af passagererne folder sædet tilbage, og tager en lur på den syv-en-halv-time lange flytur.

Personalet går dog ikke til ro, og baren er fortsat åben. SAS har sammen med Mikkeller lavet en række forskellige øl, og på denne flyvning har de “Blue Skies – Sky High Pale Ale”, som er en variant af den populære India Pale Ale.

Der skal lyde en massiv klapsalve til begge parter for dette samarbejde, for det er en velsmagende øl som er eksklusiv i og med at den kun fås ombord på SAS, og det giver noget igen til begge brands.

SAS-Boston-11

Sædets svaghed kommer dog til udtryk, når der bliver trykket på knappen med symbolet for en seng. I siddende stilling er det skønt, men når det bliver lagt ned begynder problemerne.

For et tryk på knappen sender det ned i en unaturlig, skrå position meget tæt ved gulvet, hvor det ikke føles som om de forskellige dele af sædet rigtigt følges ad.

Det er en pudsig, lidt skrå fornemmelse, og i hvert fald ikke 180 grader fladt, men ved at trykke lidt frem og tilbage er det alligevel muligt at få en god hvileposition. Sædet er ikke så avanceret, at det er muligt at styre forskellige dele af det, for der er kun en knap, der regulerer det fra sidestilling til sovestilling.

Således matcher det ikke det samme høje niveau, som SAS selv har indført på deres nye deres store Airbus A330 og A340 med de nye kabiner, men omvendt ser det nu ikke ud til at afholde passagererne fra at lukke øjnene undervejs.

SAS-Boston-9

Før landing bliver der serveret endnu et måltid, denne gang en bakke med en lettere anretning. Røget peberlaks – der var dén, laksen! – med couscous og hytteost samt grøntsager. En lemon meringue pie til dessert og en stang chokolade fra Valrona.

Faktisk er det et rigtigt lækkert måltid, som bekræfter den gamle sandhed om, at kold mad altid fungerer godt på et fly.

Og dernæst er det bare at få hjulene på jorden i Boston, og få det lille fly ind til gaten i Boston Logan International Airport.

Flybranchen.dk var inviteret af SAS