Rutetjek: Test af Thai Airways “Economy Class” fra København til Bangkok

OBS! Thai har skiftet flytype på ruten mellem København og Bangkok. Læs den opdaterede anmeldelse her: Test: NY Thai Airways Boeing 777 fra København til Bangkok (Economy Class)

Hver dag året rundt sender Thai Airways et fly fra København mod Bangkok, og i vintermånederne sågar også et fly fra København til Phuket flere gange ugentligt. Årligt transporterer Thai Airways således flere hundredetusinder af passagerer til og fra Kastrup.

Thai Airways TG 951 til Bangkok flyver fra København kl. 14:35 med ankomst morgenen efter kl. 06:00. Flyvetiden er beregnet til 10 timer og 35 minutter. Undervejs vil du få serveret to måltider, henholdsvis frokost som kommer på bordet ca. halvanden time efter afgang, og så morgenmad halvanden til to timer før ankomst i Bangkok. Midtvejs på turen vil der være enkelte snacks i form af små sandwich og lidt sødt, som du kan hente i køkkenet.

Frokost med  valgmuligheder

Thai Airways giver to hovedretter at vælge mellem til begge måltider. Begge dele er beskrevet i det lille menukort, og både det faktum at der er menukort samt valgmuligheder til frokosten er faktisk ikke en selvfølge på Economy Class (for eksempel har SAS hverken menukort eller valgmuligheder til måltiderne på Economy Class).

Indholdet af måltiderne skifter jævnligt, men billedet herunder vil give dig en god idé om, hvad du kan forvente på den lange flyvetur til Bangkok.

Efter afgang fra København kommer personalet rundt i maskinen med drikkevarer og derefter bliver der serveret frokost. På denne flyvningen er måltiddet som følger: Forret er en bønnesalat, til hovedret er der valget mellem Svinekød i Panang karry (billedet herunder) eller Tortellini, derefter et stykke ost i form af en trekant med President brie og en lun bolle, og til sidst en cappucino kage til dessert.

Det er et rigtigt fint Economy Class måltid, og dertil kommer at alle drikkevarer er gratis. Bemærk iøvrigt at Thai giver giver rigtige glas til drikkevarerne samt bestik af metal. Det er faktisk ikke længere normen på Economy Class, hvor rigtigt mange flyselskaber anvender både plastbestik samt -glas.

Inden landing bliver der serveret morgenmad og her er valgmulighederne røræg med bacon, spinat og cherrytomater eller en crépe med svampe, tomat coulis og grøntsager. Derudover er der en lille skål med frugt, en yoghurt, smør og marmelade på bakken og dertil kommer lidt brød, her en lun croissant.

Hvor der ikke er noget at udsætte på selve maden, så synes jeg Thai skuffer på to andre områder: Service og indretning af kabinen.

Ruten fra Bangkok til København ser ofte nogle af de ældste fly i Thais flåde. Det har som udgangspunkt intet at sige for sikkerheden, men det betyder, at det ofte er maskiner med et meget gammelt interiør. Det betyder, at sæderne er “siddet godt til” og der ikke er nogen personlig skærm til passagererne. Film bliver vist på et grynet lærred forrest i kabinen, og det kan være svært at få den fulde biografoplevelse, hvis man sidder længere tilbage i maskinen.

Thai Airways er i gang med at opgradere interiøret på alle deres fly, og selskabet havde egentlig lovet at fra slutningen af sommeren vil alle fly til København have nyt interiør med personlige skærme til alle. Desværre er opgraderings-programmet forsinket, så det næste lange stykke tid vil der fortsat være mange maskiner, der ser ud som ovenfor. Med andre ord, så tag en god bog med for en sikkerheds skyld.

Det andet punkt, hvor jeg er kritisk overfor Thai er servicen. “Smooth As Silk” har i mange år været Thais slogan, men den var blot et enkelt mandligt medlem af besætningen som kunne leve op til mottoet, og leverede service med godt humør, mens resten af besætningen ikke strålede af det overskud, som man normalt møder i Thailand og som har gjort landet til et af danskernes yndlingsrejsemål.