Cimber investorer taber 150 mio. på to uger

Cimber Sterling aktien har styrtdykket i løbet af dagen og tabt 30% af værdien. Det svarer til at investorerne, der i begyndelsen af december var med til at lancere Cimber Sterling på børsen har tabt ca. 150 millioner kroner.

Cimber Sterling aktien blev introduceret til kurs 10 – efter Cimber-ledelsen skar udbudsprisen ned fra 20-24 kroner for overhovedet at lykkes med børsintroduktionen – men er i løbet af dagen er den handlet helt ned i kurs 6,40.

Kurstabet kommer ovenpå en nedjustering af skønnet for omsætning og driftsresultat og et tab i andet kvartal af det skæve regnskabsår på 28,2 mio. kr, skriver Børsen.

Det får Danske Bank til at advare mod Cimber Sterling aktien, skriver EPN. Banken betegner Cimber Sterlings forventninger til fremtiden som ”urealistiske” og forudser, at Cimber Sterling ikke kan klare sig uden yderligere kapital. Danske Bank går endda så vidt til at opfordre aktionærerne til at sælge deres aktier på trods af tabet.


Posted

in

by