Premium Economy – det nye sort?

Premium Economy, Economy Extra eller Economy Plus. Kært barn har mange navne, når flyselskaberne kaster sig ud i den lidt bedre udgave af ‘monkey class’.

Lidt større sæde, lidt mere benplads og lidt bedre mad. Det er hvad Economy Class rejsende alle dage har skreget på, og flere og flere er nu klar med en kabine mellem den billige Economy Class og den dyre Business Class.

Det lyder jo forjættende. Jeg er i hvert fald i målgruppen for den slags, for efter 10-12 timer på bageste række, så betaler jeg gerne lidt mere for billetten for at gøre rejsen lidt mere behagelig næste gang.

Air-France-Premium-Voyageur.jpg
Air France med Premium Economy: 'Premium Voyageur'

Desværre er det bare ikke sådan tingene hænger sammen. For i flybranchen ender det altid med, at en lille forbedring skal koste dyrt. Så lidt bedre forhold ombord koster i bedste fald dobbelt op.

Dermed er det uden for rækkevidde for almindelige mennesker, men det er heller ikke pointen for flyselskaberne. Her handler det om noget helt andet, nemlig at begrænse tabet mest muligt lige nu. Forretningsfolkene siver fra de dyre Business Class sæder i disse tider, og for at undgå at de sætter sig på Economy, så indfører man en Premium Economy kabine, som kan samle de frafaldne Business passagerer op.

Det begrænser tabet for flyselskabet, og forretningsfolkene får samtidig en lidt mere tålelig rejse, selvom deres firma har indført en rejsepolitik, hvor det ikke er tilladt at flyve på Business Class. Derfor er flyselskaberne så vilde med den nye klasse, og flere vil stensikkert komme til.

Senest har Air France indført “Premium Voyageur” på de lange ture fra Paris til New York JFK, Tokyo, Osaka, Beijing, Singapore og Hong Kong. Nu kommer også Alitalia med en forbedret Economy Class på deres Airbus 330. “Classica Plus” er navnet, og fra juni 2010 vil det være muligt at sidde på den nye mellemklasse på ruten Milano – Tokyo, og fra august måned også på Milano – New York samt Milano – Miami. Blandt fordelene er mere bagage, et sæde mindre i hver række og 20% mere benplads.