Norwegian Dreamliner

Fup eller fakta: Norwegian til New York for under 2.000,-

Af Kenneth Karskov
Bjørn Kjos, administrerende direktør i Norwegian, havde lovet folket, at det norske lavprisselskab ville komme med flybilletter til New York for under 2.000,- for en returrejse. Og det fik vi! Billigste billet jeg kunne finde i går ved åbningen af salget kostede 1.924,- tur/retur fra Oslo til New York JFK. Så langt så godt. Efter en hektisk første dag med salg af flybilletter til New York og Bangkok, hvor Norwegians hjemmeside blev lagt ned, er det tid til at gøre status. For spørgsmålet er, om vi reelt fik den lavprisrevolution, som vi var lovet?

Du skal være ekstremt fleksibel

For nok var det muligt at booke enkelte billetter til under 2.000 danske kroner tur/retur, men som det er kutyme for lavprisselskaberne, så passer ud og hjemrejsen sjældent særligt godt sammen. Så for at få den helt billige pris er det nødvendigt at være ekstremt fleksibel, sådan lidt i stil med at være afsted i en måneds tid. Det bedste jeg fandt var en billet med udrejse d. 10. september og hjemrejse knap en måned senere, d. 8. oktober. Ikke desto mindre, så var de der, de helt billige billetter. Prisen under 2.000 er flittigt rapporteret i danske medier, men det er værd at holde sig for øje, at de IKKE gælder fra København, men kun fra Oslo og Stockholm. Til New York fra København og retur ryger prisen op over 3.000,- på de billigste dage. Det synes dog stadigvæk at være billigt, men det er heller ikke hele sandheden om prisen.

Hvordan kan Norwegian være så billige?

I går blev jeg ringet op af en journalist, der med rette spurgte, hvordan Norwegian kan gøre det så billigt. Det er jo langt under hvad konkurrenter tager for en rejse til New York, blev det fremført. For det første har Norwegian lavere omkostninger end f.eks. SAS. Blandt andet vil medarbejderne på ruterne til Bangkok være ansat på lokale kontrakter i Bangkok, hvilket er betydeligt billigere end at have dem ansat i Skandinavien. For det andet, så har Norwegian i bedste lavprisstil fjernet nogle af de ting, som hidtil har været inkluderet i en oversøisk flyvning: Mad, drikkevarer og bagage. Disse ting koster ekstra, og det får flyprisen til at se ekstra lav ud. På så lang en flyvetur vil de fleste nok have behov for en kuffert, lidt at spise og noget at drikke undervejs, og her tilbyder Norwegian en pakke med mad, drikkevarer og sædereservation til en rabat pris af 420 kroner pr. vej fra Oslo og over 500 kroner pr. vej fra København.

Finnair er billigere

Det er ikke småpenge, for det er over 1.000 ekstra på en tur til New York og hjem igen. Så samlet vil flybilletten koster over 4.000,- kroner på de billigste dage fra København til The Big Apple. Til sammenligning så ligger markedet for billige flybilletter til New York lige nu på under 3.700,- danske kroner for en returbillet. De pris er med Finnair, som i grundprisen inkluderer kuffert, mad, drikke og returrejse. Så konklusionen er, at Norwegian langt fra altid er billigst. Så du skal kigge dig godt for inden du bestiller en billig flybillet til New York, for det kan hænde, at de traditionelle flyselskaber faktisk er billigere end Norwegian, når du regner det hele sammen. Tilmed er de billigste Norwegian billetter til New York allerede væk i dag, så prisen med det norske lavprisselskab vil faktisk være endnu højere end i eksemplet ovenfor.

Billigere flybilletter til alle

Efter sådan en løftet pegefinger skal der dog ikke herske tvivl om, at for forbrugerne er Norwegians langdistanceflyvninger udelukkende positive. For de betyder, at prisen i markedet vil blive presset yderligere ned, og dermed bliver det billigere at flyve til USA. De andre flyselskaber vil følge med ned i pris, når Norwegian rører på sig. Og det vil give billigere flybilletter til alle – uanset hvilket selskab du flyver med.


Posted

in

by