Emirates med overskud for 25. år i træk

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

Emirates Group har i dag præsenteret sit 25. år i træk med overskud. På trods af fortsat høje brændstofpriser og en svag global økonomi bogfører selskabet et nettooverskud på AED 3,1 mia. (DKK 4,8 mia.), hvilket er en 34 procent stigning i forhold til sidste år.

“At levere overskud for 25. år i træk i et finansår med vores største kapacitetsforøgelse nogensinde på tværs af netværket er en bedrift, der viser styrken af vores brand og ledelse,” sagde Hans Højhed (H.H) Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, bestyrelsesformand og øverste chef for Emirates Airline and Group.

Brændstof udgør 40%

Emirates har 68.000 ansatte og investerede massivt i nye fly, produkter og services. I løbet af sidste år modtog Emirates 34 nye fly, hvilket er det højeste antal på et enkelt år nogensinde.

Emirates omsætning nåede rekordhøje AED 73,1 mia. (DKK 114 mia.). I finansåret 2012-13 steg Emirates’ brændstofregning med 15 procent til AED 27,9 mia. (DKK 43 mia.), og brændstofregningen udgør 40 procent af de totale udgifter.

Tallene viser også, at belægningen på selskabets mange Airbus A380 er højere end på andre typer i flåden, hvilket understreger, at A380 produktet fortsat er attraktivt og efterspurgt af kunderne. Emirates er største kunde for Airbus’ dobbeltdækkerfly og i løbet af 2012-13 får selskabet leveret flere maskiner, og således kommer flere nye A380 destinationer til: Amsterdam, Melbourne, Singapore og Moskva.

Emirates fragtede sidste år 39,4 millioner passagerer, hvilket er det højeste tal i selskabets historie.

Emirates leverer overskud for 25. år i træk