Norwegian Dreamliner

Flere Dreamliner fly til Norwegian

Af Kenneth Karskov
Det kan godt være at introduktionen af Dreamliner fly i Norwegians flåde ikke har været nem, men det afskrækker ikke det norske lavprisselskab fra at bestille flere eksemplarer af Boeings nyeste fly. Bjørn Kjos og hans folk har således indgået aftale om yderligere to Dreamlinere, som leveres i første kvartal af 2016. Flyene er den nye model 787-9 Dreamliner, som er noget større end den, Norwegian i dag bruger på sine langdistanceruter.

10 langdistancefly i 2016

De to nye fly skal leases og efter planen sættes i drift første kvartal af 2016. Norwegian har i dag tre fly af typen 787-8 Dreamliner i flåden og yderligere fem i bestilling. Dermed kommer selskabet foreløbig op på en flåde af 10 langdistancefly, hvoraf fire leveres i 2014, et i 2015 og to i 2016. ”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har sikret os vores to første fly af den nye model 787-9 Dreamliner. Dreamlineren er et fantastisk fly med høj passagerkomfort, lang rækkevidde og lavt brændstofforbrug,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos. Den større Dreamliner-model har plads til flere passagerer og er endnu mere brændstofeffektiv og miljøvenlig end 787-8-modellen. Boeing har allerede foretaget en række testflyvninger, og flytypen skal efter planen sættes i kommerciel trafik i løbet af 2014.

Fakta om Boeing 787-9 Dreamliner

  • Har plads til op mod 20 procent flere passagerer end 787-8
  • Seks meter (20 fod) længere end 787-8
  • Betydelig øget fragtkapacitet sammenlignet med 787-8
  • Otte procent lavere brændstofforbrug per sæde end dagens model, hvilket også sørger for tilsvarende lavere miljøudslip
  • Kan flyve længere end 787-8 (afhængig af kabinekonfigurationen)


Posted

in

by