Det bliver ruten fra Doha til London som først får glæde af Qatar Airways’ splinternye Airbus A380, når “hvalen” bliver taget i brug af det mellemøstlige flyselskab d. 17. juni. Qatar Airways har bestilt 13 styks Airbus A380, hvoraf de første tre leveres over sommeren. Selskabet har indrettet flyet med tre klasser ombord: Überluksus på First Class, flade senge på Business Class og så den “almindelige” Economy Class. “Denne flytype kommer med sine skræddersyede kabiner til at tilbyde vores rejsende et helt nyt niveau af komfort. Deusden kommer de rejsende til at få en helt ny rejseoplevelse i verdens nyeste lufthavn, Hamad International Airport, som snart åbner i Doha, siger Akbar Al Baker, CEO for Qatar Airways. Toppen af poppen er selvsagt First Class, hvor pladsen er overdådig – for et fly at være – og stolen kan forvandles til en 2,2 meter lang og helt vandret seng. Alle sæder i First Class har individuelle 26” TV skærme, og to personer kan desuden vælge at sidde over for hinanden og spise middag sammen.

