LO klar til at lukke flybranchen i Danmark

Af Kenneth Karskov
Fronterne er trukket hårdt op i kampen mellem LO og Ryanair. Så hårdt, at LO er klar til at lukke luftfarten i Danmark, hvis det bliver nødvendigt. Den udmelding kommer formand Harald Børsting med i et interview med Mandag Morgen. LO-formanden slår fast, at “Ryanair kommer ikke til at flyve uden dansk overenskomst. Det giver vi dem ikke lov til”. Ryanair, på den anden side, siger at de ikke indgår overenskomster med fagforeninger. Så parterne står stejlt. Hos LO er holdningen, at de hellere vil undvære de arbejdspladser som Ryanair bidrager med ved at oprette base i København, hvis der ikke kommer en overenskomst på plads.

Harald Børsting: “Ikke at vi mener, at der behøves være nogen modsætning mellem billige flybilletter og overenskomst. Men hvis man ikke kan drive konkurrencedygtig luftfartsvirksomhed under danske vilkår i Danmark, så må man flytte sin virksomhed ud af landet”.

Det unikke ved situationen omkring Ryanair er, at selskabet vil flyve til og fra København uanset om det har base i Danmark eller ej. Forskellen er, at i stedet for at flyene som udgangspunkt står i København og flyver ud i Europa, så vil maskiner have base andre steder i Europa, og lette derfra med kurs mod København. Det giver det samme: Ryanair vil flyve til og fra København. Base i Danmark eller ej.
Journalist: Men det hjælper ikke de ansatte på Ryanairs fly, at de flyver til København i stedet for fra København. Så skubber I i virkeligheden ikke problemet ud af landet i stedet for at løse det? Harald Børsting: ”Den danske fagbevægelses opgave er ikke at sikre, at virksomheder bliver i Danmark, men at sikre, at virksomheder betaler dansk løn og tilbyder danske vilkår, hvis de er i Danmark. Ellers må de rykke ud af landet”.  
LO-formanden mener, at ligesom værftsindustrien og tekstilindustrien ikke kunne overleve i Danmark, så kan flybranchen blive den næste, der må bukke under. Fagforbundet er villig til at påtage ansvaret for at lukke for luftfarten i Danmark, hvis alternativet er ringere løn- og arbejdsvilkår.
Journalist: Vi må acceptere, at Danmark ikke nødvendigvis kan have en luftfartsindustri? Harald Børsting: ”Ja. Flybranchen adskiller sig ikke fra alle mulige andre brancher. Hvis man ikke kan skabe en tilstrækkelig stærk forretning til at betale de lønninger, der er nødvendige for at leve i det danske samfund, så må man finde et andet sted at drive sin forretning fra”. Journalist: Og den konsekvens er du klar til at tage ansvaret for? Harald Børsting: ”Ja”
Ryanair har første flyvning fra Københavns Lufthavn i dag. Turen går fra København til Dublin.


Posted

in

by