Af Kenneth Karskov

Første fly til Esbjerg i 15 år er lettet fra Københavns Lufthavn. Dermed er der efter et langt tilløb endelig kommet gang i ruten mellem København og Esbjerg.

Det er nystartede ES-air, der står bag genåbningen af ruten, som måtte lukke i 1999 i kølvandet på etableringen af Storebæltsforbindelsen.

”Med den nye flyrute bliver rejsetiden fra Esbjerg til CPH væsentligt reduceret. Både ferierejsende og medarbejdere i de mange internationale virksomheder i Esbjerg-området vil nyde godt af, at kunne komme til København på blot på blot 50 minutter,” siger Ole Wieth Christensen, ruteudviklingschef i Københavns Lufthavn.

Bag den genåbnede rute står ES-air med et bagland på seks lokale Esbjerg-virksomheder, men i praksis er det flyselskabet Jet Time, der betjener ruten med deres ATR72-propelfly med plads til 66 passagerer.

Samlet vil ES-air tilbyde 21 ugentlige flyvninger på ruten. Flybillettens pris inkluderer 23 kg. bagage, 8 kg. håndbagage samt kaffe, te og vand ombord. De dyreste Fuldflex billetter inkluderer desuden dagens avis og en ekstra kuffert.

By Kenneth

Kenneth Karskov er journalist, radiovært og eventyrer. Han har skrevet om rejser i 20 år for de største aviser, magasiner og på Flybranchen.dk