Foto: Emirates

Emirates med A380 på Københavner-ruten

Af Kenneth Karskov
Emirates skruer op for kapaciteten og indsætter et endnu større fly end dagens Boeing 777-300ER med plads til 360 passagerer. Fra december måned vil selskabet sende verdens største passagerfly til København i en udgave med plads til 557 passagerer på Economy Class og 58 på Business Class – i alt 615 passagerer. Emirates har længe manglet et modsvar mod Qatars satsning på Københavner-ruten med dobbelt daglige afgange flere dage om ugen til Doha. Nu kommer svaret fra Emirates, men det er ikke en ekstra afgang, som det tidligere har været rygtet, men derimod indsættelse af verdens største passagerfly, som Emirates er verdens største operatør af. For nuværende har selskabet 59 af disse enorme fly, men endnu flere er på vej ind i flåden. Københavns Lufthavn annoncerede i december måned en plan for udvidelse af lufthavnen, så den ville blive klar til at modtage Airbus A380. Det indebærer blandt andet at gøre start og landingsbaner bredere, for at kunne modstå dobbeltdækkerflyets enorme vingefang. Dernæst skal lufthavnen bruge standpladser i to etager specifikt til Airbus A380. Nu har lufthavnen så en endelig dato for, hvornår det hele skal spille: 1. december er datoen for afgang for den første Emirates A380 fra København.


Posted

in

by