Rutetjek: Norwegian på indenrigs København – Aalborg

Af Kenneth Karskov
1000 kroner. Så stor var forskellen mellem Norwegian og SAS på en enkeltbillet til Aalborg denne torsdag eftermiddag. Det er alligevel en stor prisforskel på en flyvetur, hvor maskinen er i luften i knap 30 minutter. Så lad os se på, hvad de to flyselskaber tilbyder, så der kan foretages et kvalificeret valg: SAS Typisk små fly – til tider endda propelfly Gratis kop kaffe/the Internet check-in Sædereservation koster ekstra Gratis 23 kg. bagage SAS Eurobonuspoint Norwegian Boeing 737 fly Gratis internet ombord Intet internet check-in Sædereservation koster ekstra Bagage koster ekstra Norwegian Rewards bonus There you have it. Så hvad ville du vælge, når forskellen er 1000 kroner? Det er ikke svært. Forskellen på produktet er minimal, og med en prisforskel i dette leje falder det naturligt ud til fordel for Norwegian. Jeg er med på, at bagage så kommer oveni – hvilket jeg dog ikke har noget af på denne tur – men til gengæld bruger jeg 65 kroner på en plads ved nødudgangen. For en god ordens skyld skal det nævnes, at der langt fra altid er så stor prisforskellen mellem SAS og Norwegian. Tværtimod. Nuvel, jeg bestiller billetten på Norwegians egen side. Nemt. Får både mail og SMS med det samme, og en reminder i inbox’en nogle dage før afrejse. En SMS kommer på selve dagen, og jeg kan stryge direkte til gaten uden at besøge hverken automat eller skranke. Flyet er et lille kvarter forsinket “fordi purseren er kommet sent ind med flyet fra Nice”, så vi sidder pænt og venter ved gate D2 i Kastrup. Boarding foregår ad en finger for de forreste 14 rækker og fra en trappe ved bageste dør for passagerer på række 15 og frem. Benpladsen er overdådig på række 15 ved nødudgangen. Flyet er udstyret med Boeings Sky Interior, så der er lysshow i loftet, som toner kabinen i lækre farver. Personalet laver en manuel opvisning med sikkerhedsforanstaltningerne, da der er problemer med skærmene, og derefter griber kaptajnen mikrofonen og fortæller, at flyvetiden er ca. 30 minutter. Mere ser jeg for så vidt ikke til Norwegian personalet. En enkelt gang går en kvinde i uniform igennem flyet og samler skrald, men det er også det. Internettet kører så snart flyet er oppe i luften, og det er gratis at surfe fra 10.000 meters højde, selvom det ikke bliver til mange minutters arbejde før flyet står på jorden i Aalborg. Og dermed er turen slut. Norwegian leverer varen, og kun en tåbe vil betale 1000 kroner ekstra på så kort en tur.


Posted

in

,

by