RSS

Nemmere til Asien fra Rønne og Karup

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

Finnair har lavet en aftale med flyselskabet DAT, som gør det markant nemmere for passagerer fra Rønne og Karup at flyve videre til Helsinki og Asien.

Det såkaldte interline samarbejde betyder, at det nu er muligt at købe en sammenhængende billet fra Rønne og Karup via Helsinki til Finnairs destinationer i Europa og Asien.

Rent praktisk betyder det, at bagagen kan checkes ind hele vejen, så den ikke skal ud i Kastrup og checkes ind igen.

”Vores jyske og bornholmske kunder har i lang tid efterspurgt det, og det er nu nemmere end nogensinde før at rejse direkte fra lufthavnene i Karup og Rønne til Helsinki og Asien med DAT og Finnair,” siger chefen for Finnair Danmark, Robert Öhrnberg.

At det er nemt ikke at skulle håndtere kufferten og foretage ny check-in i lufthavnen i Kastrup er kun én af fordelene ved den nye aftale.

Endnu vigtigere er det, at med en sammenhængende billet vil en eventuel forsinkelse være flyselskabets ansvar. Således vil de sørge for, at de rejsende kommer frem på næste ledige afgang eller med et andet selskab.

Dette vil selskaberne ikke gøre, hvis flybilletterne er købt separat, f.eks. Rønne-København på en billet og København-Helsinki-Hong Kong på en anden billet. Her vil ansvaret for at nå at checke ind rettidigt ligge hos passageren.