Aeroflot køber konkurrent for 10 ører

Af Kenneth Karskov
Ruslands to største flyselskaber vil blive til én, når Aeroflot køber 75% af det skrantende selskab Transaero – eller på russisk ‘Трансаэро’. Transaero er plaget af stor gæld og har tidligere bedt den russiske regering om hjælp med bl.a. lånegarantier. Det ender nu med, at Aeroflot overtager kontrollen over selskabet for den symbolske sum af blot 1 rubel (ca. 10 danske ører). Transaero blev etableret i 1990 som charterselskab med fly leaset fra netop Aeroflot, og senere fløj selskabet almindelige rutetrafik til over 100 destinationer, bl.a. til Kina, Thailand og USA. Transaero har en flåde på knap 100 fly, fløj i 2013 med 12,5 millioner passagerer og har/havde sågar en ordre liggende på fire eksemplarer af verdens største passagerfly Airbus A380, der skulle være leveret senere i år. Nu ender eventyret med en fuld integration i Aeroflot, der er 51% ejet af den russiske stat. Aeroflot flyver op til flere gange dagligt mellem København og Moskva og er medlem af SkyTeam alliancen med bl.a. KLM og Air France.


Posted

in

by