RSS

Cathay Pacific lancerer ny rute til Europa

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

Rygterne har længe svirret omkring en rute til København for det Hong Kong baserede flyselskab Cathay Pacific, men det kommer ikke til at ske i denne omgang.

Det fem-stjernede flyselskab har netop annonceret selskabets nyeste destination i Europa, og turen går til den spanske hovedstad Madrid. Cathay Pacific bliver alene om at flyve på ruten, som har opstart i sommeren 2016 med fire ugentlige afgange.

Dermed må det store antal flyrejsende, der hvert år flyver til Hong Kong fra København, fortsat kigge langt efter en direkte rute. Hong Kong er nummer to på “Top 25 uservicerede ruter” fra Kastrup, dvs. destinationer med mange passagerer men uden direkte flyvninger.

40.000 passagerer fløj i 2014 fra København med Hong Kong som slutdestination, og kun Miami ligger højere. Netop Miami har SAS netop annonceret, at de vil åbne rute til næste år.

Således ligger der fortsat et stort potentiale for en rute fra København til Hong Kong, men i denne omgang bliver det ikke Cathay Pacific, der åbner den. Det kan dog ændre sig, når Hong Kong selskabet får nye fly i løbet af de kommende år.