Københavns Lufthavn får automatisk paskontrol

Af Kenneth Karskov
Lufthavnen i Kastrup installerer nu udstyr til automatisk paskontrol, som skal stå klar i påsken 2016. Det drejer sig om ni automatiske pasbokse, der skal give passagererne en bedre oplevelse, når de lander i Kastrup, og samtidig lover både politi og lufthavn højere sikkerhed. Paskontrollen i Københavns Lufthavn opleves ofte som en flaskehals ved ankomst fra områder uden for EU, når de store maskiner med mange hundrede passagerer fra Bangkok, Singapore, Dubai og Doha lander kort tid efter hinanden. Er du en af de sidste af en fyldt maskine med Thai Airways, så tager det lang tid at komme igennem paskontrollen ved ankomst til København, og dette problem kan kun forventes at blive større, når Emirates ankommer med dobbeltdækkerflyet Airbus A380 med 600 passagerer til København. ”Jeg er sikker på, at kontrollen vil blive forbedret, ligesom kapaciteten naturligvis forøges. Jeg håber dermed også, at denne delvise automatisering af paskontrollen vil bidrage til at løse de udfordringer, Politiet har i lufthavnen med det stadigt stigende antal rejsende,” siger politiinspektør Steen Pedersen, der hilser det nye system velkommen. I 2017 vil alle europæiske pas være e-pas, og alle EU-borgere vil således kunne bruge de ny automater. Det er kun nødvendigt at gå igennem paskontrol ved rejser uden for EU og Schengen området. Sidste år drejede det sig om knap 7 mio passagerer i København Lufthavn.

Foto: Ty Stange


Posted

in

by