Qatar Airways åbner ruter til Krabi og Chiang Mai i Thailand

Af Kenneth Karskov
Qatar Airways vil i løbet af det næste halvandet år ekspandere med 14 nye destinationer spredt over fire kontinenter. Det gælder blandt andet ruter til Krabi og Chiang Mai i Thailand samt introduktion af verdens længste flyrute mellem Doha og Auckland i New Zealand. “Vores nye destinationer er steder, som vi formoder, vores kunder vil finde attraktive, og her ser vi muligheden for at give den bedste service til en god pris. Vi ser frem til at kunne udvide vores netværk yderligere og byde nye passagerer velkommen ombord på Qatar Airways”, siger Group CEO for Qatar Airways, Akbar Al Baker. For danske rejsende er det især de nye destinationer i Thailand, som er interessante. I forvejen flyver Qatar Airways til både Phuket og Bangkok med gode forbindelser fra København, og fra december indvies ruten mellem Doha og Chiang Mai med tre afgange pr. uge samt ruten til Krabi med fire afgange pr. uge. Samtidig annoncerede flyselskabet åbning af en rute til Helsinki i Finland. Den vil supplere selskabets eksisterende ruter til Norden i form af København, Oslo og Stockholm. Qatar Airways åbner også ruter til en række afrikanske destinationer: Windhoek i Namibia, Douala i Cameroun, Libreville i Gabon, Lusaka i Zambia og Marrakech i Marokko. Dertil kommer Pisa i Italien, Skopje i Makedonien og Nice i Frankrig.


Posted

in

by