airberlin ændrer servicekonceptet på de europæiske flyvninger, og dermed forsvinder de gratis glæder, der ellers har kendetegnet oplevelsen ombord på de karakteristiske røde, tyske fly. Det gælder således også på ruterne fra København og Billund. De gratis snacks forsvinder, og fremover skal der betales for maden ombord, ligesom det i dag er kotume på SAS, Norwegian og easyJet. airberlin indfører et “airbistro” menukort med et udvalg af sandwich, snacks og drikkevarer – og på flyvninger over 90 minutter også varme retter – og f.eks. vil en kop kaffe eller thé vil fremover koste EUR 2,50 (ca. 19 danske kroner) og en sodavand EUR 3,00 (ca. 23 danske kroner). airberlin er ikke det første flyselskab i oneworld alliancen, der indfører betaling for maden ombord på Economy Class på de europæiske flyvninger. Det samme gør partnerne Finnair og Iberia, hvor et menukort i stolelommen angiver priser og valgmuligheder til de sultne passagerer. Mens airberlin fjerner de gratis glæder på Economy Class, så indfører selskabet ved samme lejlighed en ny Business Class på de europæiske flyvninger. Dette overraskende træk sker i forlængelse af mange eksperters dødsdom over luksusklassen på Europa-ruterne, og det har længe været hævdet at passagererne ikke er interesseret i denne form for ekstravagance på korte flyvninger. Det er således blot få år siden SAS endeligt afskaffede Business Class på flyvninger indenfor Europa og erstattede det med SAS Plus (Premium Economy).

