RSS

Ny rute fra København til San Francisco

  • Written by:
Af Kenneth Karskov

Lavprisselskabet Norwegian smider endnu et USA-rejsemål i puljen. Nyeste tilføjelse til selskabets voksende oversøiske netværk hedder Oakland ved San Fransisco på den amerikanske vestkyst.

”Det er en glæde, at vi nu kan lancere en rute fra København til San Francisco; en by, der tilbyder sine besøgende et væld af fantastiske oplevelser. Dette er vores niende amerikanske rute fra København”, udtaler Norwegians kommercielle direktør Thomas Ramdahl.

Norwegians niende USA-rute fra København indvies, når første fly til Oakland letter d. 28. marts næste år. To gange om ugen – tirsdag og lørdag – vil Norwegian sende et af selskabets Boeing 787 Dreamliner fly afsted på den nye rute.

Det er dog ikke den store San Fransisco International Airport (lufthavnskode SFO), byens hovedlufthavn, som Norwegian vil flyve til, men derimod til Oakland International Airport (lufthavnskode OAK).

Oakland lufthavn bliver ellers primært brugt af amerikanske lavprisselskaber, som Southwest, JetBlue og Spirit Airlines, til indenrigstrafik med Los Angeles og Las Vegas som største destinationer.

Norwegian er ikke alene om at flyve til San Fransisco området. SAS har i forvejen daglige afgange mellem København og San Fransiscos hovedlufthavn SFO.