Nu får København endelig Torino-rute

Af Kenneth Karskov
Det rumænske lavprisselskab Blue Air vil åbne en rute fra København til Torino. Ingen andre flyselskaber betjener ruten til den norditalienske by, så de tre ugentlige afgange passer Københavns Lufthavn særdeles godt. “Italien er uhyre populær blandt mange danskere, og vi har manglet en rute til Torino”, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør i Københavns Lufthavn. Blue Air er ny i Københavns Lufthavn, og flyselskabet annoncerede tidligere på året deres ankomst med en rute til den rumænske hovedstad Bukarest. Dermed bliver København-Torino den anden rute som det relativt ukendte flyselskab byder ind med. “Vi er stolte af at udvide vores tilstedeværelse i København med en ny rute tre gange om ugen til Torino. Vi identificeret en stor efterspørgsel fra det storkøbenhavnske område på rejser til Torino”, fortæller Blue Airs kommercielle direktør, Tudor Contantinescu. Tre gange om ugen vil lavprisselskabet fra Rumænien sende en Boeing 737-500 på vingerne mellem København og Torino. Ombord er plads til 120 passagerer, og der vil være afgang hver mandag, onsdag og lørdag.


Posted

in

by