Aarhus får direkte rute til Prag

Af Kenneth Karskov
Czech Airlines åbner rute fra Århus til Prag, og dermed får Aarhus Lufthavn en tiltrængt ny udenrigsrute. ”Det er lykkedes os at tiltrække en særdeles attraktiv rute, der giver østjyderne let adgang til Prag – en by, der optræder på UNESCOs Verdensarvsliste,” siger Peter Høgsberg, der er lufthavnsdirektør i Aarhus Airport. Østjyderne får dog ikke kun en direkte forbindelse til den smukke tjekkiske hovedstad, men i lige så høj grad også adgang til Czech Airlines rutenet med destinationer i Europa, Mellemøsten og Asien. Fra Václav Havel lufthavnen i Prag, kan der opnås flyforbindelse til blandt andet Athen, Budapest, Beograd, Tel Aviv, Minsk, Moskva og Seoul – og fra maj altså også til Aarhus. ”Danskernes interesse for Prag er voksende, og i 2015 besøgte fem procent flere danskere Tjekkiet end i 2014,” siger Ján Tóth, der er kommerciel direktør i Czech Airlines. Ruten mellem Prag og Aarhus åbner 11. maj 2017 og vil blive fløjet med et ATR72 propelfly, der er ca. to timer om turen. Ruten kommer i tillæg til Czech Airlines flyvninger fra København til Prag samt Billund til Prag. Sidstnævnte rute betjenes dog kun i sommersæsonen, og åbner igen til foråret.


Posted

in

by