Københavns Lufthavn er verdens bedste i kategorien….

Af Kenneth Karskov
…sikkerhedskontrol! Det er status efter Skytrax uddelte de såkaldte “World Airport Awards” på baggrund af 13 millioner stemmer. Her tiltrak Københavns Lufthavn sig to priser, både for bedste sikkerhedskontrol i verden og som “Nordeuropas bedste lufthavn”. “De rejsendes oplevelse er alfa og omega for en lufthavn, og derfor glæder det mig utrolig meget, at det netop er de rejsende, der giver os denne fornemme placering som den bedste lufthavn i Nordeuropa”, siger Thomas Woldbye, lufthavnens administrerende direktør. Københavns Lufthavn har været i konkurrence med 550 lufthavne i hele verden og ender på en sammenlagt 15. plads. Prisen som verdens bedste lufthavn går til Singapore, efterfulgt af Tokyo på andenpladsen og Seouls Incheon lufthavn på tredjepladsen. En lang række yderligere lufthavnspriser er uddelt, bl.a. for bedste udvalg af spisesteder (Hong Kong lufthavn), bedste shopping (London Heathrow lufthavn) samt reneste lufthavn (Tokyo Haneda lufthavn). I kategorien “bedste sikkerhedskontrol” er det som nævnt Københavns Lufthavn, der løber med førstepladsen. “Vi ved, at oplevelsen af sikkerhedskontrollen er noget af det vigtigste for de rejsende, og derfor har vi et stort fokus på både at sikre en positiv oplevelse. Vi havde i løbet af 2016 udfordringer med ventetider, men en jætteindsats fra særligt medarbejderne i Security har været med til at vende billedet og prisen fra Skytrax er i høj grad en anerkendelse til medarbejderne for deres indsats”, siger Thomas Woldbye. Den samlede liste over verdens 15 bedste lufthavne viser, at syv af de femten bedste ligger i Asien, seks i Europa, en i Mellemøsten og en i Canada. Ingen at de amerikanske, australske, afrikanske eller sydamerikanske lufthavne er at finde på Top 15. Tætteste konkurrent i Norden er Helsinki lufthavn på 17. pladsen, mens Oslo er nr. 59 på listen, Stockholm nr. 62 og Billund Lufthavn er placeret som nr. 82. Verdens 15 bedste lufthavne ifølge Skytrax 1    Singapore Changi (Singapore) 2    Tokyo International Haneda (Tokyo, Japan) 3    Incheon International Airport (Seoul, Sydkorea) 4    Munich Airport (München, Tyskland) 5    Hong Kong International Airport (Hong Kong, Kina) 6    Hamad International Airport (Doha, Qatar) 7    Centrair Nagoya (Nagoya, Japan) 8    Zürich Airport (Zürich, Schweiz) 9    Heathrow Airport (London, Storbritannien) 10    Frankfurt Airport (Frankfurt, Tyskland) 11    Amsterdam Schiphol (Amsterdam, Nederlandene) 12    Kansai International Airport (Osaka, Japan) 13    Vancouver Airport (Vancouver, Canada) 14    Narita Airport (Tokyo, Japan) 15    Copenhagen Airport (København, Danmark) Kilde: http://www.worldairportawards.com/Awards/world_airport_rating.html


Posted

in

by