Lufthansa-selskab med russiske passagerfly

Af Kenneth Karskov
Vestlige flyselskaber har længe gået i en stor bue udenom russisk-byggede fly. Maskinerne fra Ilyushin, Tupolev og Yakovlev faldt ikke i de vestlige rejsendes smag, og derfor er det interessant, når et flyselskab fra Lufthansa-gruppen nu kan byde passagerne velkommen ombord på et russisk passagerfly. Det er det Lufthansa-ejede Star Alliance medlem Brussels Airlines, der nu sætter den russiske Sukhoi Superjet 100 i drift. Det første russiske fly er nu malet i det belgiske flyselskabs farver, og i øjeblikket flyver maskinen en af de daglige afgange til og fra København. Danske passagerer skal dog skynde sig at opleve “Superjet”-flyet, for maskinen er kun på København-rotationerne til udgangen af maj måned (med flynumrene SN2263 Bruxelles-København og SN2264 København-Bruxelles). Derefter bliver det sat ind på ruterne fra Bruxelles til Bastia, Manchester, Stockholm Bromma og Strasbourg fra juni måned. Planen er, at flyet vender tilbage til Danmark i løbet af vinteren, hvor det vil være at finde på Billund-Bruxelles ruten.

Første russiske passagerfly i 25 år

Flyet er det første passagerfly, der er blevet udviklet i Rusland siden Sovjetunionens sammenbrud. Inden kommunismens fald var Sovjetunionen en stor producent af kommercielle fly, der dog primært blev købt af flyselskaber fra andre kommunistiske lande, f.eks. Kina og landene i Østblokken. SSJ 100 er godkendt på alle tænkelige måder af EASA, det europæiske luftsikkerhedsagentur, og ombord er der plads til 98 passagerer i konfiguration med tre sæder i den ene side af kabinen og to sæder i den anden side. Brussels AIrlines er ikke det første europæiske flyselskab til at tage imod et eksemplar af det russiske fly. Irske CityJet fik i efteråret 2015 leveret sin første SSJ 100, og har i alt fire af disse maskiner i flåden samt bestilt yderligere ti styks af typen. Det fly som nu er malet i Brussels Airlines farver (se videoen herunder) er netop leaset fra CityJet. Brussels Airlines har lavet en aftale om at wetlease i alt tre SSJ 100 inklusive cew til at erstatte selskabets aldrende Avro RJ 100 fly.


Posted

in

by