Norwegian Boeing 787 Dreamliner

Nu vil Norwegian flyve til disse byer i USA

Af Kenneth Karskov
Lavprisselskabet åbner endnu to ruter til USA, og turen er kommet til to amerikanske byer, som ikke tidligere har haft besøg af de rødnæsede lavprisfly. Norwegians fortsætter med at åbne nye oversøiske ruter, og selskabet vil fra september 2017 flyve til Seattle og Denver i USA. ”Vi er glade for at lancere Seattle og Denver som splinternye destinationer i vores langdistancenetværk. Dermed giver vi de rejsende på begge sider af Atlanten endnu flere direkte ruter mellem kontinenterne”, siger Norwegians kommercielle direktør Thomas Ramdahl. De nye ruter vil blive fløjet fra London Gatwick lufthavnen, henholdsvis fire (Seattle) og to (Denver) gange om ugen. Det vil være muligt for danske passagerer, at ‘connecte’ med Norwegian fra København via London til de to nye rejsemål. Norwegian meddeler, at selskabet i løbet af de fire år med interkontinentale flyvninger har haft en gennemsnitlig belægning på 90 procent. De to nye ruter vil, ligesom Norwegians øvrige oversøiske ruter, blive fløjet med Boeing 787 Dreamliner.


Posted

in

by