Nu kan du flyve til 4 nye steder i USA

Fra næste forår bliver det muligt at flyve for under 1.000 kroner til fire byer, der kun sjældent får besøg af europæiske flyselskaber.

Det islandske lavprisselskab WOW air lancerer fire nye destinationer i USA: Detroit, Cleveland, St. Louis og Cincinnati.

“Detroit, Cleveland, St. Louis og Cincinnati er ikke traditionelle destinationer, når danskerne vender snuden mod USA, men vi vil gerne give danskerne mulighed for at opleve nye rejsemål, uden at det sprænger budgettet”, siger WOW airs stifter og ejer Skuli Mogensen.

Cleveland har ikke haft ruter til Europa i otte år, og er en lille lufthavn med 8 millioner årlige passagerer. Cincinnati er endnu mindre og har under 7 millioner årlige passagerer, og her bliver WOW air det eneste ikke-amerikanske flyselskab, der betjener lufthavnen.

Det samme gælder i St. Louis, som årligt får besøg af 14 millioner passagerer, hvoraf mere end halvdelen rejser med Southwest Arlines. Ingen andre europæiske selskaber står klar til at tage kampen op med WOW air i St. Louis.

Detroit lufthavn er større end de tre andre tilsammen, og tager hvert år imod 34 millioner passagerer. Lufthavnen er hub for flyselskabet Delta, så her er konkurrencen mere intens, men kundegrundlaget også tilsvarende større.

De nye ruter åbner i slutningen af april og starten af maj 2018. Detroit starter d. 25. april og får to ugentlige flyvninger, Cleveland åbner d. 3. maj med én ugentlig flyvning, Cincinatti bliver tilføjet rutenetværket d. 9. maj med to ugentlige flyvninger og til sidst kommer St. Louis d. 17. maj med fire afgange om ugen.

WOW air flyver op til to gange dagligt fra København til Keflavik lufthavnen i Island, hvor der skal skiftes fly. Lufthavnen er ikke stor, så det er nemt at komme videre til næste afgang og fortsætte turen over Atlanten.


Posted

in

by