30 mio har fløjet med disse fly – nu forsvinder de

Af Kenneth Karskov
Det er en arbejdshest af en helt særlig kaliber, som flyselskabet Brussels Airlines tager afsked med. I løbet af de seneste 15 år har 31,5 millioner taget turen med en selskabets mange AVRO fly, som i årevis har pisket rundt mellem de europæiske lufthavne. Nu er det imidlertid slut for de små fire-motorers fly med den karakteristiske høje vinge. Sidste flyvning var SN2720 fra Geneve til Bruxelles i lørdags, og da den sidste AVRO landede klokken 19:40 i Europas hovedstad, var en æra endegyldigt forbi. Især de fire brændstofglade motorer har gjort AVRO’en dyr at operere i forhold til moderne to-motorers fly. AVRO’en var – og er – det mest populære britisk-byggede jetfly nogensinde med 387 eksemplarer, men selv de nyeste fly er 15 år gamle, da produktionen stoppede i 2002. Det betyder, at reparationerne begynder at blive hyppige og reservedelene dyre. I alt blev det til 606.000 flyvninger til 89 forskellige destinationer med AVRO flyet for Brussels Airlines. Maskinen har været en hyppig gæst i København, og så sent som i sidste uge var flere afgange planlagt med AVRO. På et tidspunkt havde Brussels Airlines 32 af disse fly i flåden, men nu er den sidste AVRO parkeret. Dermed består Brussels Airlines flåde udelukkende af Airbus fly, henholdsvis A319 og A320 på de korte europæiske flyvninger samt A330 til destinationer i Afrika, Indien og Nordamerika. Med belgiernes farvel til det karakteristiske fly, bliver AVRO’en endnu mere sjældent i europæisk luftrum. Enkelte eksemplarer findes stadig i flåden hos små europæiske flyselskaber, og faktisk er en del af disse tidligere Brussels Airlines fly. Andre af belgiernes pensionerede fly er endt som brandfly i USA og Canada eller flyver rundt i Sydamerika og Ghana. Endelig er enkelte maskiner taget ud af drift og bliver brugt til reservedele. [caption id="attachment_9147" align="alignnone" width="1200"] Farvel og tak, siger det sidste AVRO-crew (Foto: Brussels Airlines)[/caption] [caption id="attachment_9149" align="alignnone" width="1200"] Flyet var kendt for sin høje vinge og fire brændstofglade motorer (foto: Brussels Airlines)[/caption] [caption id="attachment_9151" align="alignnone" width="1200"] Kaptajn Teugels og Kaptajn Peeters i cockpittet på den sidste flyvning (foto: Brussels Airlines)[/caption]  


Posted

in

by