Emirates køber Dreamliner-fly for 100 milliarder

Af Kenneth Karskov
40 nye fly til 96 milliarder danske kroner. Sådan lyder ordren fra flyselskabet Emirates, der netop har har bestilt 40 styks Boeing 787-10 Dreamliner fly. Dermed forlader Emirates dogmet om kun at have to flytyper i form af dobbeltdækkerflyet Airbus A380 samt Boeing 777. Med tilføjelsen af de nye Dreamlinere vil Emirates få et fly, der er lidt mindre end de to andre typer og dermed kunne sættes ind på ruter med mindre trafik. De nye fly vil have plads til mellem 240 og 330 passagerer, afhængig af indretningen. Nogle maskiner vil have to klasser, Economy Class og Business Class, mens andre får tre klasser ombord, Economy, Business og First Class. Der er dog endnu lang tid til at passagererne kan glæde sig til at træde ombord på de nye maskiner. Første Dreamliner fly bliver leveret til Emirates i 2022. På nuværende tidspunkt består Emirates flåde af 100 eksemplarer af verdens største passagerfly, Airbus A380, samt 165 Boeing 777 fly. Emirates har desuden 164 nye fly i ordre, og dertil kommer dagens bestilling på 40 Dreamliner fly.


Posted

in

by