Øv… kineserne kommer ikke alligevel!

Af Kenneth Karskov
Beijing Capital Airlines havde annonceret, at de ville flyve mellem Beijing og København tre gange om ugen fra marts måned og frem, men nu har selskabet ændret planerne for deres nordiske sommer eventyr. Desværre betyder det, at ruten til København forsvinder. I hvert fald er de tre ugentlige flyvninger mellem Danmark og Kina med Airbus A330-200 fjernet fra reservationssystemerne. For at gnide salt i såret, så har kineserne fastholdt deres sommerrute til Helsinki i systemerne, som de offentliggjorde samtidig med ruten til Danmark. Helsinki-operationen er planlagt med samme antal og flytype som det var tilfældet på Københavner-ruten. Helsinki Lufthavn er i forvejen langt foran København, når det gælder forbindelser til Kina. Finnair forbinder Helsinki med seks punkter i Kina: Beijing, Shanghai, Xi’an, Chongqing, Guangzhou, Hongkong og en syvende kommer til, når Hangzhou i Sydkina bliver tilføjet listen i foråret 2018. Dertil kommer, at Helsinki lufthavn tidligere på året kunne annoncere, at det kinesiske flyselskab Lucky Air vil åbne en trekants-rute mellem Helsinki i den ene ende og de to kinesiske byer Kunming og Chengdu i den anden ende. Denne rute vil blive fløjet to gange om ugen fra d. 17. januar 2018. Københavns Lufthavn kan til sammenligning blot prale af to SAS-ruter til Kina, henholdsvis Beijing og Shanghai, samt en sommerrute med Cathay Pacific til Hong Kong.


Posted

in

by