Ny rute: Air Prishtina åbner på København

Af Kenneth Karskov
I slutningen af marts åbner endnu en rute til Balkan, når Air Prishtina etablerer en rute mellem København og Pristina i Kosovo. Flyselskabet har annonceret en ugentlig afgang – hver fredag – mellem de to byer, og det skaber glæde i Københavns Lufthavn. “Vi oplever en stigende interesse for at rejse til Balkan og Østeuropa. Derfor arbejder vi målrettet for at få flere direkte flyforbindelser til de områder. Vi har i et stykke tid talt med Germania om mulighederne for dem her i København, og vi er glade for, at de har set potentialet i ruten til Pristina”, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i CPH. Selvom det officielt er Air Prishtina, som markedsfører den nye rute, så er det i praksis tyske flyselskab Germania, som står for at udføre flyvningerne. De to selskaber har et tæt samarbejde om netop flyvninger til og fra Kosovo: “Vi har samarbejdet med Germinia siden 2012 og begyndte at flyve fra Pristina til destinationer som Düsseldorf, München og Basel. Vores nye forbindelse mellem Pristina og København understreger vores arbejde med at skabe et rute-netværk, som svarer til vores kunders behov”, siger Leyla Ibrahimi, der er CEO i Air Prishtina. Ruten mellem København og Pristina vil starte d. 24. marts 2018 og blive betjent med en Airbus A319. Fra København vil der være afgang hver fredag kl. 17:20 med ankomst i Pristina (PRN) kl. 20:15. Samlet flyvetid er lige under tre timer.


Posted

in

by