Flyselskab trækker sig: Lukker København – Istanbul

Af Kenneth Karskov
Ruten mellem København og Istanbul bliver en aktør fattigere fra slutningen af april, når flyet fra det tyrkiske flyselskab AtlasGlobal for sidste gang sætter kurs mod selskabets hjemmebase i Istanbul. Ifølge AtlasGlobals hjemmeside er den sidste bookbare afgang fra København d. 18. april kl. 14:20. Derefter er der “no flight” for resten af tiden, og således ender eventyret for det privatejede tyrkiske flyselskab i Danmark. AtlasGlobal åbnede ruten mellem København og Istanbul Atatürk lufthavn i forsommeren 2016. Selskabet bød ind med både økonomiklasse og Business Class på de seks ugentlige rundture mellem Danmark og Tyrkiet, men nu flyver selskabet altså sidste tur fra København i denne måned. Tilsyneladende er AtlasGlobal i gang med at ændre fokus for selskabets drift og i den forbindelse bliver række skandinaviske og europæiske ruter lukket. Udover ruten til København må bl.a. også forbindelserne til Stockholm og Zürich lade livet. Dermed overlades trafikken mellem København og Istanbul til Turkish Airlines og Pegasus Airlines. Kun Turkish Airlines flyver til Atatürk lufthavnen, mens lavprisselskabet Pegasus flyver til Sabiha Gökcen lufthavnen sydøst for Istanbul.


Posted

in

by