Norwegian 3 gange om ugen til Dubai

Af Kenneth Karskov
Norwegian opruster på selskabets rute til Dubai. Hele vinteren vil det norske lavprisselskab flyve tre gange om ugen fra København til De Forenede Arabiske Emirater. Man kunne ellers tro, at Emirates ville tage sig af alle de, som gerne ville fra Danmark til Dubai, men tilsyneladende er der plads til flere operatører i markedet. Sidste vinter fløj Norwegian én gang om ugen til Dubai, men i år kommer der tre ugentlige afgange. Mens en god del af Emirates’ passagerer skal videre til andre rejsemål i Afrika, Mellemøsten, Australien eller Asien, så stopper Norwegians kunder typisk rejsen i Dubai. ”Vi vil gerne gøre det lettere for vintertrætte danskere, der længes efter sandstrande, krystalklart vand og høje temperaturer, at komme af sted til sydens sol. Derfor er vi glade for at kunne lancere tre ugentlige afgange til både Dubai og Madeira med vores nye, og derfor mere miljøvenlige fly,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian i Danmark. Samtidig med at Norwegian øger på Dubai, lancerer selskabet også tre ugentlige flyvnigner til Funchal på Madeira i vinterperioden. Samtidig kommer flere flyvninger på ti andre destinationer i årets vinterprogram, hvilket drejer sig om Las Palmas, Tenerife, Alicante og Malaga i Spanien, Palma på Mallorca, Nice i Frankrig, Krakow i Polen, Tel Aviv i Israel samt Budapest i Ungarn. Derudover fortsætter de tre sommerruter fra København til Lanarca på Cypern, Athen og Catania i Italien også ind i dette års vinterperiode.


Posted

in

by