Første rute fra Europa til amerikansk sydstatsby

Af Kenneth Karskov
Engang hed byen Charles’ Towne. Det blev så til Charleston, og i brede kredse er byen måske bedst kendt for dansen fra 1920’erne af samme navn. Nu får Charleston sin første direkte rute til Europa. Det er British Airways som vil flyve to gange ugentligt mellem London og Charleston hen over sommeren med selskabets Boeing 787-8 Dreamliner fly. Charleston har ca. 130.000 indbyggere, og spillede en markant rolle i den amerikanske borgerkrig. Det var her at kampen mellem Nord og Syd blev skudt i gang, og for de som bedst kender krigen fra tv-serien “Nord og Syd” kan det være oplagt at besøge Boone Hall Plantation, der ofte blev vist i tv-serien, og går som den mest fotograferede plantage i USA. Derudover rummer Charleston mange andre flotte bygninger fra før den amerikanske borgerkrigs tid, ligesom her også er mange kirker, hvilket har givet byen tilnavnet Den hellige by. Første flyvning fra London Heathrow til Charleston er 4. april 2019. Fra Charleston går turen via London Heathrow til København på 11 timer og 10 minutter med British Airways.


Posted

in

by