Rutetjek: British Airways – luftens originale seng


Flybranchen.dk var inviteret til USA af British Airways, men har selv betalt hotel, udflugter, lokal transport og samtlige måltider. Flyselskabet har ikke haft artiklen til gennemsyn eller på nogen anden måde haft indflydelse på indholdet.


Af Kenneth Karskov
British Airways er et flyselskab, der får masser af “tough love” på internettets mange fly-forummer. Mange har en holdning til det hæderkronede britiske flyselskab, og især selskabets Business Class får ofte kærligheden at føle – nærmest i en grad, så det til tider kan lyde som en af de værst tænkelige måde at flyve på. Med til historien hører, at det alle dage været en slags nationalsport for briterne at mobbe BA, men nogle gange forekommer det, at resten af verden er hoppet med på den galej. Omvendt, så har jeg et vennepar, der trofast køber et sæt Business Class billetter med British Airways til Buenos Aires hvert eneste år. De kan vælge mellem en række selskaber, og når jeg spørger dem, hvorfor de flyver via London, så er svaret, at de helt grundlæggende godt kan lide British Airways. Så hvad er op og ned? Nu skal jeg en tur til New Orleans i Louisiana, USA, og British Airways er det eneste europæiske flyselskab, der har en rute dertil, så det er en oplagt chance for at komme svaret på dét spørgsmål nærmere. [toc]

BA er flatbed pionérer

I mange år havde British Airways rollen som pionér, når det kom til luksus i luften. Briterne var de første til at indføre flat beds på Business Class, og den revolutionerende stol, der kunne trylles om til en flad seng, satte helt nye standarder for, hvilken oplevelse man kunne forvente med en dyr flybillet i hånden. Verden måbede, da denne nye måde at flyve på blev præsenteret omkring årtusindeskiftet. Meget er dog sket siden og Qatar Airways har i mellemtiden lanceret private suiter på Business Class, Emirates har en bar på Airbus A380, og selv SAS har opgraderet flyene, så alle på Business Class har direkte adgang til midtergangen. Og mens denne udvikling er sket, har British Airways holdt stædigt fast i den kabineindretning, de introducerede for snart 20 år siden. [caption id="attachment_10404" align="alignnone" width="1024"] British Airways Business Class – kaldet “Club World” – sæde på selskabets Boeing 787-8 Dreamliner fly (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Retfærdigvis hører det med til historien, at briterne for snart ti år siden gav “Club World” kabinen en større opgradering, og for nylig har resten af produktet så fået en tur. Det betyder, at maden, komforten og servicen er løftet markant i forhold til tidligere. Det er stadig ikke nok til at tilfredsstille internettets mest ivrige kritikere, men nogle gange skal man minde sig selv om, at én ting er internettet, hvor holdninger er gratis, noget andet er, hvordan kunderne handler i praksis. Det er nemlig interessant, at British Airways tjener mange penge på deres Business Class. Club World har ofte en høj load-faktor, og billetterne er sjældent billige, så med andre ord: Kunderne er her, og de betaler i dyre domme for at sidde her. British Airways er dog klar over udfordringerne og har planer om at introducere en ny Business Class kabine i efteråret 2019. Selv når selskabet får taget hul på implementeringen af det nye produkt, vil det tage lang tid, førend hele flåden har fået de nye stole, så du kommer til at møde den nuværende Club World længe endnu.

Sædereservation koster hos BA

Der er én ting ved British Airways Club World, som til stadighed kan overraske mig: Det koster ekstra at vælge sæde på forhånd. På Economy Class kommer sådan et gebyr ikke bag på nogen, men på Business Class er det usædvanligt. Modargumentet er, at de folk som rejser ofte med British Airways, har gratis sædevalg som en af fordelene ved sølv- eller guldkort i bonusprogrammet “Executive Club”. Dét løser selvfølgelig problemet for dem, og fordelen ved denne fremgangsmåde skulle være, at flyselskabet tilgodeser deres bedste kunder, som får det største udvalg af pladser. Resten af passagererne må så enten betale eller vælge plads ved check-in. For mig betyder det, at jeg må vente til 24 timer før afgang på at vælge plads. På denne flyvning til New Orleans er der masser at vælge mellem, og lige præcis på British Airways’ Boeing 787 Dreamliner fly vil jeg næsten sige, at alle sæder er lige gode, så jeg napper 13K ved vinduet, da internet check-in åbner. Og en gangplads på den korte tur til London. Mens du ikke kan vælge sæde på forhånd, så kan du til gengæld bestemme, hvad du vil have at spise. Hvis du er inde og tjekke din reservation på BA.com mindst 24 timer før afrejse, så kan du sikre dig, at du får den ønskede hovedret på den lange tur over Atlanten. Så vil du have en bøf, perlehøne eller cannelloni på turen fra London til New Orleans? [caption id="attachment_10318" align="alignnone" width="854"] Forudbestilling af mad på turen fra London til New Orleans (foto: Skærmprint fra ba.com)[/caption]

Fast Track i København

I Københavns Lufthavn er der kun en kort kø ved check-in. Flyet tll London har afgang kl. 10:55, så det intense morgen-rush i lufthavnen er vel overstået, og her er relativt roligt i terminalen. En separat skranke er tilegnet  Club World passagerer samt statuskunder, så det går lynhurtigt at få afleveret kufferten og udleveret boardingkort til hele turen. Medarbejderen bag skranken gør en dyd ud af at fortælle, at rejsen kan begynde i “Eventyr Lounge”, som han understreger “ligger EFTER paskontrollen”.  Med boarding-kort i hånden kan jeg bevæge mig igennem sikkerhedskontrollens “Fast Track”-bane – inkluderet for Club World passagerer – og derfra videre igennem paskontrollen til loungen. [caption id="attachment_10402" align="alignnone" width="1024"] Udsigt til flyene fra Eventyr Lounge i Københavns Lufthavns finger C (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Eventyr Lounge i Kastrup

“Eventyr Lounge” ligger som nævnt EFTER paskontrollen i Københavns Lufthavns finger C. Når alle formaliteter er overstået, og der ikke venter flere køer ved hverken sikkerheds- eller paskontrollen, så kan du i ro og mag sætte dig med en kaffe, et glas vin eller en drink og få lidt at spise. “Eventyr Lounge” ligger et par etager oppe over lufthavnens gangarealer (bare rolig, en elevator fører herop), og loungens store vinduespartier giver en skøn 180 graders panoramaudsigt over Øresund og flyene i lufthavnen. Loungen er indrettet med lækre møbler fra Hay og et stort udbud af grønne planter giver et indbydende indtryk. Det er faktisk helt rart at se dagslyset, når der venter en hel dag indenfor i lufthavne og ombord på lange metalrør. [caption id="attachment_10543" align="alignnone" width="1024"] Eventyr Lounge efter paskontrollen i Københavns Lufthavn (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Maden ser faktisk indbydende ud, men jeg springer buffeten over. Her er både røræg, bacon og mange andre valgmuligheder, men jeg nøjes med en kaffe og en danskvand. Eventyr Lounge ligger ved gate 26, og British Airways flyet til London letter fra gate 27 på den modsatte side af gangen. Det kan ikke være nemmere.

BA813 fra København til London

Passagerer på Business Class – som på den korte strækning til London hedder “Club Europe” – og kunder med status får lov at gå først ombord. Det skal vise sig at være en god bid af passagererne på British Airways BA 813 til London Heathrow, for hele 10 rækker er Business Class på denne formiddagsafgang – og alle pladser er taget. [caption id="attachment_10546" align="alignnone" width="1024"] På flyet til London er midtersædet lavet om til et bord på Business Class (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Forskellen i komforten mellem Business Class og Economy Class er enkel at forklare: Midtersædet er altid ledigt på Business Class. That’s it! Benpladsen og sædebredden er den samme i hele flyet, men på Business Class er midtersædet erstattet af et lille bord. Det gør faktisk en forskel, for når der ikke sidder nogen i midten, føles kabinen automatisk mere rummelig. Her er ganske enkelt bedre plads til albuerne. Sikkerhedsbælterne spændes, personalet bliver bedt om sætte sig for at gøre klar til take-off og kaptajnen går i gang med at udføre sit lille mirakel med at få det tonstunge fly i luften. Herefter bliver gardinet mellem Economy Class og Club Europe bliver trukket for, og så går personalet i gang. Turen fra København til London tager to timer, og undervejs bliver der serveret en let tapasanretning med skinke, ost og pølse. Baren er åben og det inkluderer al den Champagne. man måtte kunne drikke undervejs til den britiske hovedstad. [caption id="attachment_10368" align="alignnone" width="1024"] En tapasplatte bliver serveret på strækningen København – London med British Airways (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Nemt flyskifte i Teminal 5 i Heathrow

Der er tre lufthavne i Europa, som har et blakket ry, når det kommer til at skifte fly: Frankfurt, Charles de Gaulle i Paris og Heathrow i London. Disse tre lufthavne er til gengæld også Europas tre vigtigste med afgange til alle afkroge af verden, og de mange fly er spredt ud over store områder og mange terminaler. Folks oplevelse af at skifte fly i en af disse tre lufthavne kan til tider være rene gyserhistorier, men billedet er dog noget mere nuanceret. Der er faktisk ikke noget svært ved at flyve med British Airways til London Heathrow og fortsætte rejsen videre til USA, Sydamerika eller Afrika med samme selskab. British Airways har hele Terminal 5 for sig selv, så du lander og letter fra samme terminal. Med andre ord, ingen lange busture mellem terminalerne, og ingen stress over at skulle finde ud af hvilket sted næste fly afgår fra. Hvis du rejser hele vejen med British Airways, så er det  faktisk ret uproblematisk.

Fast track og lounge i London Heathrow

Det bliver selvfølgelig endnu nemmere med en British Airways Business Class billet i hånden. Club World passagerer kan benytte fast track køen ved sikkerhedskontrollen og derefter gå i loungen. Når du lander i Heathrow fra København skal du igennem sikkerhedskontrollen igen. Her kan køerne til tider være lange, men med Fast Track drejer du uden om køen til scanningsmaskinerne, så du hurtigt kan komme igennem. [caption id="attachment_10518" align="alignnone" width="1024"] British Airways Boeing 787-9 Dreamliner til New Orleans står klar ved gaten i London Heathrow lufthavn (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Herfra går det videre til det store lounge-kompleks, som British Airways har samlet i Terminal 5. En rulletrappe fører ned til indgangen, og her ligger der fire forskellige lounge-områder.
  • “Concorde Room” er den mest eksklusive af de tre lounges og kun åben for passagerer som flyver med British Airways på First Class.
  • “Galleries First Lounge” er for passagerer, der rejser på First Class med flypartnere eller har et British Airways Executive Club guldkort eller oneworld Emerald status.
  • “Galleries Club Lounge” er for Business Class passagerer og dem som har Executive Club sølvkort eller oneworld Emerald status.
  • “Elemis Travel Spa” er for passagerer i Club World eller First Class, som kan få en afslappende – gratis – behandling eller tage et bad inden afrejse.
Med min Club World billet kan jeg altså gå i “Galleries Club Lounge”, som er den største af de tre “venterum”. Loujngen er stor, men her er alligevel godt fyldt op med folk. Hjertet af rummet er et stort buffetområder, hvorfra folk lystigt forsyner sig fra en række stationer med varme og kolde retter samt salater. Et velforsynet tag-selv-barområde sørger for at ingen forlader området dehydreret, og her er flere forskellige kølige hvidvine, temperede rødvine samt de mest gængse typer alkohol. Sodavand, kaffe og té er her naturligvis også. Siddepladserne er delt ind så der nogle steder står sofagrupper, andre steder arbejdsborde, cafeborde, bænke, lænestole og så fremdeles. Mange sidder og arbejder på computeren, andre småsover og et par enkelte forretningsfolk gennemfører et hurtigt telefonmøde. Der venter et godt måltid på mig på flyet til New Orleans, så det er næsten synd at spolere appetitten med for megen mad fra loungen. Det ser ellers fint ud, men jeg holder igen og nøjes med lidt at drikke.

Med BA fra London til New Orleans

Turen fra London Heathrow til New Orleans tager 9 timer og 40 minutter. Der er afgang kl. 15:40 fra London og flytypen er en af British Airways’ splinternye Boeing 787-9 Dreamliner. [caption id="attachment_10521" align="alignnone" width="1024"] British Airways Club World – Business Class – kabine på Boeing 787-9 Dreamliner flyet til USA (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Maskinen er blevet opgraderet fra det oprindelige Boeing 787-8 til et 787-9 Dreamliner fly, som er en større maskine med flere pladser. Så pludselig er her rigtigt god plads ombord og mange tomme sæder. Det sidste er ikke helt ligegyldigt, for på British Airways “Club World” sidder man ansigt til ansigt med sin sidemand. Konfigurationen hedder 2-3-2 på Business Class, dog med den krølle på historien, at man ikke sidder ved siden af hinanden, men med front mod hinanden. Det vil sige, at passagereren ved vinduet kigger mod haleroret, mens passageren ved gangen, kigger mod cockpittet. Det kan således være svært at undgå øjenkontakt med sin sidemand. Nogle beskriver dette som akavet, men når først flyet er oppe i marchhøjde kan en lille afskærmning skydes op imellem sæderne, som løser problemet. På vej til New Orleans sidder der ikke nogen ved siden af mig, men lad mig illustrere situationen ved et billede fra en tidligere rejse med British Airways på Club World. Her er der er frit udsyn til naboen. Herover: Det her billede er fra en tidligere tur med British Airways på Club World,og viser, hvordan passagererene sidder med ansigtet mod hinanden (foto: Kenneth Karskov) Selvom der i dag findes mere overdådige indretninger af Business Class end den som British Airways disker op med, så er det dog stadig et glimrende sæde som briterne har. Det er både er en behagelig stol i dagtimerne og en dejlig seng om natten. Her er fin plads til skuldrene, og personligt er jeg især glad for fodskamlen. På andre selskaber oplever man at skulle stikke fødderne ind i en lille boks under sædet foran, men sådan er det ikke her.  Der er oceaner af plads til benene, og personligt holder jeg uendeligt meget af, at skifte til et par bløde bukser, smide stængerne op og kigge ud af vinduet på en lang flyvetur. Det kan jeg ikke få meget bedre end her.  [caption id="attachment_10533" align="alignnone" width="768"] Det er skønt at skifte til et par bløde bukser og smide stængerne op på en lang flyrejse (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Sådan får du den bedste plads på flyet

På den måde fungerer Club World sædet stadig upåklageligt. En ny dyne og en helt vidunderlig hovedpude løfter oplevelsen yderligere, og gør det til en drøm – undskyld ordspillet – at ligge her og slumre hen i et par timer. Det bedste sæde ombord, synes jeg, er vinduespladserne. Har du frit valg på alle hylder, så gå efter en af dem, for her kan du næsten få følelsen af at være lukket inde i din egen hule. Du har to-tre vinduer for dig selv til at nyde udsigten, og du bliver ikke blive forstyrret af andre end personalet, som engang imellem byder på mad og drikke. Det har dog den ulempe, at du kommer til at skulle kravle over din sidemands ben. Har han/hun lagt sit sæde ned, så spærrer han for din udgang, og du må elegant hoppe over vedkommendes ben. Det er et af de helt store kritikpunkter ved denne indretning. [caption id="attachment_10535" align="alignnone" width="1024"] Konfigurationen på Club World hedder 2-3-2 (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Hver sæde rummer et hav af features. Her er både strøm- og USB stik, så du kan holde computeren og telefonen kørende, men til gengæld intet internet, så du kan ikke sende mails. For nogle vil det sidste være en befrielse, for andre en stressfaktor. Der mangler plads omkring til at lægge sine ting fra sig, og en enkelt lille skuffe helt nede ved gulvet er eneste sted at placere computeren, telefonen og det udleverede menukort. Underholdningssystemet buldrer derudaf med masser af biograffilm, tv-serier og underholdning. Skærmen skubbes frem, så den er placeret lige henover bordet, og med benene oppe og fjernsynet fremme, mangler der blot lidt at spise, førend dette er den perfekte “tv dinner”. [caption id="attachment_10523" align="alignnone" width="1024"] Skærmen skubbes frem og hænger lige over spisebordet. Det er perfekt til en film, lidt mad og et godt glas vin (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Champagne og stort frokostbord

Den store frokost kommer på bordet godt en times tid efter afgang fra London. Inden flyet er kommet på vingerne har personalet dog allerede serveret Champagne som velkomstdrinks  samt omdelt menukort til dagens rejse og udleveret de små toilettasker med håndcreme, flyverbriller og tandbørster. Der er planlagt to måltider undervejs: Først den store frokost og så en let anretning inden landing. Der er dog mange timer til landing i USA og absolut ingen stress, så Inden vi tager hul på maden, skal der naturligvis være plads til en pre-dinner drink. Ahhh… og lad os så få kigget på dagens menu. [caption id="attachment_10537" align="alignnone" width="1024"] Pre-dinner drink i form af en Tanqueray Gin & Fever-Tree Tonic og en lille skål nødder (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Menukort British Airways Club World til New Orleans

Starters – Scottish smoked salmon with Burford hens egg shallots dill crème fraiche and pumpernickel – Fig and blue cheese tart with caramelized walnuts and red onion chutney – Creamy celeriac soup with pine nuts and chives – Superfood salad served with your choice of damson dressing or creamy ranch dressing Main – Seared fillet of British beef with potato dauphinoise honey roasted butternut squash and peppercorn jus – Roast breast of guinea fowl with potato fondant grilled baby leek and Madeira rosemary sauce – Spinach and ricotta cannelloni with wild mushrooms cherry tomatoes and Roquefort sauce Dessert – Lemon Fondant topped with pistachio crème anglaise – Chocolate salted mille feuille with mascarpone cream – Warm chocolate almond and butterscotch sponge pudding with crème anglaise – Clementines and Pommegranete – Butlers Secret Cheddar Cenarth Brie Stilton served with apricot walnut biscuits and sweet apple croxton chutney [caption id="attachment_10538" align="alignnone" width="768"] Vinkortet på British Airways Business Class rummer flere forskellige rød- og hvidvine (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Vinkortet rummer en Champagne, to røde og to hvidvine samt en portvin. På næste side findes de stærke sager, som Otard VSOP Cognac, Ciroq Vodka og flere forskellige slags øl. Og lad os komme i gang med maden. Forretten er en indbydende servering af en tærte med blåskimmelost og figen, karameliserede valnødder og chutney af rødløg [caption id="attachment_10367" align="alignnone" width="1024"] Maden har fået et kæmpe løft hos British Airways (foto: Kenneth Karskov)[/caption] British Airways har for nylig gjort et stort stykke arbejde for at hæve oplevelsen af maden på de lange ruter. Og det kan både ses og smages. Der er investeret i nyt stel, og maden har samtidig fået et ordentligt løft. Læg mærke til de nye glas, tallerkener og den fine kurv til brødet på billedet herover. Det gør det mere tidssvarende at sidde på British Airways og spise mad. Forretten er flot anrettet, og den ser ikke kun indbydende ud, men har også en god smag. [caption id="attachment_10526" align="alignnone" width="1024"] Hovedretten på flyveturen på Business Class med British Airways til New Orleans (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Hovedretten er ikke lige så visuelt imponerende. Det er et stykke oksekød i peppersauce med bønner, gulerødder, græskar og en kartoffelgratin dauphinoise. Der er fuld knald på umami-smagen her, og selvom en bøf er en svær ting at lune i flyets lille køkken, så er det til gengæld bevist, at kødets dybe smag fungerer godt i luften. Hvor vi taber fornemmelsen af andre fine smagsnuancer på et fly, så er vores oplevelse af umami stort set uforandret. Bøffen er svær, fordi den først skal steges på landjorden, så pakkes ned og derefter varmes op igen i flyets små ovne. Det giver sjældent et helt eventyrligt rød styke kød, men tanken her er givetvis, at kødet bliver mindre tørt af at lægge i saucen under opvarmning. Det fungerer fint, men noget af det pæne ved retten ryger i processen. Dernæst står den på ost eller dessert. Ostefadet er en sort skiferplade med tre forskellige oste, chutney, druer, valnødder samt kiks. Det er nydeligt anrettet, og et glas portvin er næsten obligatorisk til – især fordi blåskimmelosten er den fine britiske Stilton ost, der skriger på lidt sødme i glasset. [caption id="attachment_10527" align="alignnone" width="1024"] Osteanretning på British Airways Business Class “Club World” (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Alt i alt er det et solidt frokostmåltid. Jeg er godt mæt, og herefter er det næsten umuligt ikke at bliver overmandet af træthed.

Du sover godt på BA-flyet

Sædet kører tilbage, dynen kommer på, hovedet lægges på puden og så klapper øjenlågene lynhurtigt i. Dreamlinerens vinduer dæmpes elektronisk, og efter maden er det som om folk vælter om af træthed en efter en. [caption id="attachment_10539" align="alignnone" width="1024"] En stor, dejlig blød hovedpude samt en dyne gør det nemt at falde i søvn (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Sådan forsvinder timerne, indtil flyet lander i New Orleans. Der er i teorien en servering mere, men jeg vågner ikke til den. Det må være et udtryk for, at sengen er helt perfekt til en lur. Det fremgår af menukortet, at det lille snack-måltid er “Afternoon Tea” bestående af små sandwiches og scones eller en tapas platte. Jeg er stadig mæt efter den store frokost, så jeg mangler ikke dette ekstra måltid. I stedet samler jeg mine ting, takker personalet for en god tur og bevæger mig ud i den lune sydstatsaften. Et par spændende dage i New Orleans og staten Louisiana venter, og derefter går turen retur til London Hethrows Terminal 5 og videre til København igen. [caption id="attachment_10531" align="alignnone" width="1024"] Alle passagerer på Business Class får udleveret en gratis lille toilettaske med tandbørste, cremer og flyverbriller (foto: Kenneth Karskov)[/caption] Fun fact: New Orleans har en af luftfartens mere besynderlige lufthavnskoder, nemlig MSY. Lufthavnen hedder ellers officielt “Louis Armstrong New Orleans International Airport”, så der er mange andre bogstavskombinationer, der kunne virke oplagt. Forklaringen er, at det stykke land, lufthavnen ligger på blev kaldt ‘Moisant Stock Yards’. Hvis du tager det først bogstav i de tre ord, så har du du koden “MSY”.