Bryllup aflyst – kapitalfond overtager

Af Kenneth Karskov
Det store islandske flybryllup er aflyst. Icelandair har i sidste øjeblik aflyst det planlagte køb af konkurrenten WOW air. Der lå ellers en underskrevet aftale om køb af samtlige aktier på bordet, men da en række betingelser ikke kunne nå at blive opfyldt inden en ekstraordinær generalforsamling i Icelandair, faldt handlen til jorden. Tanken var ellers at lægge de to selskaber sammen, og fortsætte med to separate brands. Icelandair og WOW air flyver begge til en lang række af de samme destinationer i Europa og Nordamerika. Med et aflyst bryllup i bagagen bliver der istedet plads til den amerikanske kapitalfond Indigo Partners. Denne kapitalfond har i forvejen investeret i en række lavprisselskaber rundt om i verden, bl.a. Wizz Air fra Ungarn, Frontier Airlines i USA samt Volaris Airlines i Mexico. Indigo Partners vil skyde penge ind i WOW air, og dermed redde selskabet ud af sine nuværende problemer. Aftalen er dog ikke endeligt afsluttet, så flere detaljer kan dukke op.


Posted

in

by