Icelandair overtager konkurrenten WOW air

Af Kenneth Karskov
Den islandske flykrig ser ud til at have fundet en vinder. Icelandair med sine 81 år på bagen overtager opkomlingen WOW air. Icelandair køber samtlige aktier i WOW air, og til gengæld modtager WOW airs aktionærerne 5% af aktier i Icelandair. Begge flyselskaber er hårdt presset af konkurrencen, og man kan vælge at se sammenlægning som et fornuftsægteskab, der potentielt kan give større muskler. Det hører nemlig med til historien, at selskaberne minder om hinanden i deres netværk, hvor fokus er at forbinde de vigtigste byer i Europa og Nordamerika med Reykjavik. Denne trafik har ikke kun givet en masse turister til Island, men også en lang række rejsende mellem Europa og USA/Canada til de to selskaber, som tilsammen har lige under fire procent af det transatlantiske marked. I praksis flyver selskaberne dog til mange af de samme byer, f.eks. København og New York, så det virker oplagt, at der skal ryddes op i rutenetværket. WOW air blev grundlagt i 2011 på resterne af Iceland Express, som var et islandsk lavprisselskab, der også ville konkurrere med Icelandair, men som til sidst gik konkurs. WOW air har en flåde bestående af Airbus fly – både A320, A321 og A330 – og dermed adskiller lavprisselskabets valg af flytyper sig markant fra Icelandairs, som udelukkende består af Boeing 757 og 767 fly. Hvis handlen bliver godkendt af selskabernes aktionærer, de islandske konkurrencemyndigheder, så er det ikke sådan, at de lyserøde WOW air fly forsvinder fra den ene dag til den anden. Planen er, at fortsætte med to brands.


Posted

in

by