Nu gælder Ryanairs nye regler: Håndbagage koster ekstra

Af Kenneth Karskov
Fra 1. november koster det ekstra at have en rullekuffert med i kabinen hos Ryanair. Det var tidligere gratis, men nu skal du betale et gebyr for håndbagage hos det irske lavprisselskab. “Fra d. 1. kan du kun medbringe en mindre personlig bagagetaske ombord (max 40cm x 20 cm x 25 cm) der passer under sædet foran dig”, skriver Ryanair på selskabets hjemmeside. Det vil sige, at en almindelig computertaske eller en dametaske fortsat er gratis i kabinen, men de større rullekufferter og rygsække er ikke længere. Du skal være opmærksom på, at Ryanair personalet vil holde øje med dig ved gaten og ombord på flyet. “Hvis du medbringer en anden størrelse bagagetaske til gaten, eller hvis din mindre bagagetaske er for stor, vil du blive opkrævet et gebyr på 200 kr”, advarer selskabet på hjemmesiden. Hvis du vil medbringe en rullekuffert på din flyrejse med Ryanair, så har du fremover to valgmuligheder: – “Prioritet og 2 stk. håndbagage” til minimum 48 kroner, som giver dig ret til at gå ombord som en af de første samt medbringe 1 rullekuffert på max 10 kg. i kabinen samt den gratis håndtaske (men IKKE en kuffert til check-in) – “10 kg kabinetaske check-in”, hvor kabinekufferten afleveres ved check-in skranken, kommer ned i flyets lastrum og hentes ved bagagebåndet. Det koster fra 64 kr. Du kan også medbringe større kufferter til check-in, men dette har altid kostet ekstra hos Ryanair. Så dette gebyr kender de fleste, men håndbagagegebyret er nyt. Det var faktisk Ryanairs gebyrer for indchecket bagage, som fik mange passagerer til at medbringe deres rullekufferter i kabinen, fremfor at checke dem ind ved skranken. På den måde kunne passagererne spare penge, og Ryanair skulle betale mindre til lufthavnens handlingsselskaber for at håndtere bagagen. Efterhånden har denne praksis bredt sig til de fleste andre europæiske flyselskaber, og resultatet er, at flyenes bagagebokse i dag ofte er fyldt til bristepunktet med rullekufferter. Ryanairs nye gebyr kan potentielt begrænse mængden af bagage i kabinen. Ryanair er ikke det eneste europæiske flyselskab, der opkræver gebyr for håndbagage. Det islandske lavprisselskab WOW air praktiserer samme model på selskabets ruter til Island, USA og Canada.


Posted

in

by