Hærværk på grønlandske flyvepladser

Af Kenneth Karskov
Specielle pærer, som er særligt beregnet til lufttrafik, er igen og igen blevet smadret på helikopterflyvepladser i Grønland. Det er det særlige banekantslys, som er udsat for hærværk. Lyset bruges til beflyvning i mørke, og her i den mørke tid er belysningen vigtigere end noget andet tidspunkt på året. I løbet af sommeren har der været hærværk på banekantslys i Innaarsuit og Nuussuaq ved Upernavik, og nu har der igen været hærværk i Innaarsuit, som derfor skal have udskiftet lys igen. “Det drejer sig om specielle lys, som tager ca. tre til fire uger at få hjem, og som herefter skal udskiftes. I værste tilfælde kan hærværk af lys medføre, at en helikopterflyveplads må lukkes, indtil skaden er udbedret,” fortæller driftschef i Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavne, Brian Biilmann Hjortborg. Lufttransport på Grønland er en helt særlig og kompliceret operation, og en lukning af en helikopterflyveplads betyder ikke kun at passagertransport stopper, men også at forsyningen af varer bliver forsinket og ambulanceflyvninger bliver besværliggjort. “Fra lovgivningen er der krav om belysning på helikopterlandingspladserne, så når banelysene er ude ad drift, så hverken kan eller må vi beflyve bygderne, fortæller Lars-Henrik Thorngreen, flyvechef i Air Greenland. Grønland har i forvejen begrænsninger for helikopteroperationen i november, december og januar, hvor de skærpede regler for mørkeflyvning giver et lille tidsrum med dagslys og tusmørke at beflyve Upernaviks bygder i.


Posted

in

by