Her er CPHs 10. direkte rute til Frankrig

Af Kenneth Karskov

København får sin tiende rute til Frankrig, når easyJet til foråret begynder at flyve direkte til Nantes. Dermed er Københavns Lufthavn vokset fra syv til ti franske ruter i løbet af blot to år.

“Nantes er et utroligt spændende rejsemål for danskere og sydsvenskere, ligesom København er et attraktivt rejsemål for franske turister. Derfor tror vi, at der er passagergrundlag for de samlet fem ugentlige afgange til og fra den nordvestfranske storby,” fortæller Peter Krogsgaard.

easyJet tager hul på flyvningerne mellem København og Nantes d. 2. april 2019 og vil flyve ruten tre gangen om ugen, nemlig hver tirsdag, torsdag og lørdag. Nantes bliver easyJets 14. destination fra København, men lavprisselskabet får ikke lov til at flyve på ruten alene.

Da Transavia France tidligere på året annoncerede deres indtog i Danmark, var det også med en rute fra København til Nantes. Transavia France vil flyve to gange om ugen, nemlig torsdag og søndag, og dermed kommer der sammenlagt fem ugentlige afgange til den historiske franske by ved Loire-floden.

“Rejselysten mellem Danmark og Frankrig er vokset ganske pænt det seneste år. Fra foråret 2019 forventer vi en passagervækst på mere end otte procent på ruterne – og det er både danskere, der flyver sydpå, og franskmænd, der tager på storbyferie i København,” fortæller Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Med Nantes som den tiende franske destination på rutekortet vil der være direkte forbindelse fra København til Paris, Lyon, Nice, Bordeaux, Montpellier, Marseille, Mulhouse, Biarritz, Bastia (på Korsika) samt naturligvis Nantes.