Sindsyg konkurrence på Wien-rute

Af Kenneth Karskov
Østrigs hovedstad er med et trylleslag blevet en hot destination blandt flyselskaberne i København. Selskaberne flokkes som gribbe om kunderne på ruten til en af Europas mest elegante storbyer, og nu melder det største selskab, at sommeren byder på endnu flere afgange. Tidligere har der været perioder, hvor det Lufthansa-ejede Austrian Airlines har haft ruten mellem København og Wien for sig selv, men sådan er det ikke længere. Først kom det Ryanair-kontrollerede Laudamotion på banen, og åbnede en rute til København i efteråret, og til foråret dukker lavprisselskabet LEVEL op i København med endny rute til den østrigske hovedstad. Den intensiverede konkurrence har fået Austrian Airlines til at reagere. Østrigerne smider fire ekstra flyvninger om ugen i puljen fra 1. maj 2019, og dermed øger selskabet sin frekvens til København til 31 afgange om ugen. “Vi er tilfredse med at fortsætte vinterens øgede Austrian Airlines frekvens denne sommer, for det viser en øget efterspørgsel og er en positiv udvikling for vores gæster til Wien og videre derfra,” udtaler Bastian Frantz, Country Manager Denmark for Lufthansa gruppen. Hvor lavprisselskaberne satser stort på kunder, som skal flyve mellem København og Wien, så har Austrian Airlines også en god del transfer-trafik. En portion af de rejsende med Austrian Airlines fortsætter turen til destinationer i Øst- og Centraleuropa, hvor selskabet har et vidt forgrenet netværk, ligesom der også er gode forbindelser til Asien og USA.


Posted

in

by