Singapore Airlines går i luften med Michelin-mad

Af Kenneth Karskov

Singapore Airlines og den danske Michelin-restaurant Kokkeriet har sammen udviklet fire nye retter til at nyde i ti kilometers højde på vej til Asien.

”Vi vil gerne rykke barren for flymad, og vi udfordrer altid os selv. I næsten halvandet år har vi samarbejdet med Singapore Airlines om at nytænke maden ombord og give gæsterne en unik og lokal smagsoplevelse,” fortæller Sammy Shafi, ejer af Kokkeriet.

De fire retter til Singapore Airlines er inspireret af det gode gamle mormorkøkken og nordiske ingredienser kruspersille, rabarbersaft fra Bornholm og hybenbalsamico udviklet i Skanderborg.

To retter kan nydes fra den 31. marts. Det drejer sig om ’Butternut Squash, kammusling og hybenrosegelé’ til forret og ’Stegt flæsk af confiteret svinebryst med persillesauce og rabarbergelé’ til hovedret. De to næste retter serveres fra maj 2019.

”Kokkeriet tilbyder altid deres gæster det ypperste, og vi har samme tilgang – vi ønsker altid at give vores passagerer den bedste service,” siger Erwin Widjaja, General Manager for Singapore Airlines Nordics.

“Tiden ombord er en vigtig del af rejsen, hvad end det er ferie eller forretning, og nye unikke smagsoplevelser med et nordisk udgangspunkt er et supplement til vores prisvindende vinkort og eksklusive champagner,” fortsætter han.

De nye retter fra Kokkeriet vil blive serveret for Business Class passagerer på Singapore Airlines SQ351 fra København til Singapore.

Forret af butternut squash, kammusling og hybenrosegelé (foto: Singapore Airlines)

Stegt flæsk af confiteret svinebryst med persillesauce og rabarbergelé (foto: Singapore Airlines)

Køkkenchef Morten Krogholm fra Kokkeriet og General Manager Erwin Widjaja fra Singapore Airlines (foto: Singapore Airlines)