Billund Lufthavn på jagt efter vild rekord: Vil fordoble passagertallet

Af Kenneth Karskov

Billund lufthavn vil være endnu større og investerer mange hundrede millioner i nye bygninger og anlæg. Det skal gøre lufthavnen i stand til at slå sin egen rekord og nå op på syv millioner årlige passagerer.

”Billund Lufthavn har i en lang årrække oplevet uafbrudt vækst i passagertallet, og intet tyder på, at det stagnerer”, siger adm. direktør Jan Hessellund.

Billund nuværende passagerterminal er fra 2002 og blev bygget til på 3,5 millioner rejsende, og det tal blev nået i i 2018. Væksten fortsætter dog med at stige, så nu sigter lufthavnen mod 7 millioner årlige passagerer. Det kræver massive investeringer, og i løbet af det næste år skal der investeres over 160 millioner i lufthavnen.

”Investeringsniveauet er ret højt men nødvendigt og et udtryk for rettidig omhu. Billund Lufthavn bygger til vækst, og i bestyrelsen glæder vi os over den fortsatte fremgang og de øgede aktiviteter, der kommer alle lufthavnens brugere til gode”, siger bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen.

Passagerrekorden i 2018 blev opnået på baggrund af en lang række nye ruter, og det ser ud til at fortsætte. ”Vi er gået ind i 2019 med udsigt til foreløbig 14 rutenyheder i år. Nu skal vi sikre, at vi fortsat har den fornødne kapacitet i alle områder af lufthavnen, også i årene frem,” forklarer Jan Hessellund.

Billund Lufthavn A/S kom ud af 2018 med et overskud på 61,1 mio. kr. Den samlede omsætning nåede 828,7 mio. kr.; en stigning på 7,2 % i forhold til året før.


Posted

in

by