Lufthansa vokser: 10% flere rejsende fra Danmark

Lufthansa gruppen har godt fat i de flyrejsende fra Danmark. I løbet af 2018 steg trafikken med over 10% til knudepunkterne Frankfurt, München, Zürich, Wien, Bruxelles og Düsseldorf.

Faktisk er gruppens fem flyselskaber – Austrian Airlines, Brussels Airlines, Eurowings, Lufthansa og SWISS – i den situation, at de 10% ekstra passagerer kommer på baggrund af 5% flere sæder.

Så selvom selskaberne har skruet op for kapaciteten sidste år, så er salget endnu højere end den ekstra kapacitet. De har altså også været bedre til at fylde flyene.

Fra Billund er det især Frankfurt og Bruxelles ruterne, som klarer sig godt, mens stigning i København ses på flyvningerne til München, Zürich, Wien og Düsseldorf.

“Vi er tilfredse med den positive udvikling og den stærkere efterspørgsel på flyrejser til vores knudepunkter,” siger Bastian Frantz, General Manager Sales Denmark, Lufthansa Group Airlines.

“Ud fra den positive udvikling − også set i forhold til kapacitet − ser vi lyst på 2019, hvor vi nu desuden tilbyder en øget frekvens til Billund og til København,” fortæller han.

De fem flyselskaber i Lufthansa Group lever ikke kun godt af trafikken til deres europæiske knudepunkter, men også af flyrejser til destinationer i andre dele af verden. Tallene fra København og Billund afslører, at de mest populære oversøiske destinationer for Lufthansa gruppen er New York, Orlando, Miami og Los Angeles.


Posted

in

by