easyJet Berlin Tegel TXL

Rutetjek: easyJet – skrabet, men fint

Af Kenneth Karskov
Flyselskab: easyJet Rute: Berlin Tegel til København Rutenummer: U2 5687 Klasse: Lavpris easyJet er et af Europas originale lavprisselskaber. Hvad der startede som et lillebitte foretagende med blot to fly i 1995 – men til gengæld med masser af gå-på-mod i kampen mod de store traditionelle flyselskaber – er i dag vokset til et af kontinentets allerstørste selskaber, der i 2018 fløj med 88 millioner passagerer. Når turen går fra Berlin til København er der 3 flyselskaber at vælge mellem:  SAS fra Tegel, Norwegian fra Schönefeld eller easyJet som flyver fra både Tegel og Schönefeld. På så kort en flyvetur er der ikke den store forskel i produktet ombord, så i mit tilfælde er afgangstid og lufthavnen, som afgør valget. Afgang U2 5687 fra Berlin Tegel flyver klokken 19:35, hvilket passer perfekt til mit formål med at være i Berlin. Og Tegel lufthavnen ligger mere centralt end Schönefeld, så det bliver easyJet denne gang. [caption id="attachment_11287" align="alignnone" width="1024"]easyJet boarding TXL Berlin Tegel Boarding af easyJet flyet i Berlin Tegel (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Gebyrfesten

easyJets hjemmeside rummer en lang række valgmuligheder, som man lige skal navigere igennem for at købe en billet. Skal du have ekstra håndbagage? Vil du kunne tjekke din  bagage ind? Vil du først ombord? Alt koster ekstra hos easyJet. Så regnestykket er som følger…
  • 140,73 kroner for selve flybilletten fra Berlin Tegel til København
  • 163,00 kroner er et sæde ved nødudgangen, et ekstra stykke håndbagage samt speedy boarding
Jeg betaler altså mere i gebyrer end for selve flybilletten. Det kunne jeg jo bare lade være med, vil nogen måske indvende. MEN jeg er lidt usikker på, hvor strenge easyJet er med håndbagagen, og jeg ved, at jeg kommer med både en taske og en rullekuffert. Så det virker som en fin deal at betale med plads 13A ved nødudgangen, hvilket inkluderer prioriteret ombordstigning og et ekstra stykke håndbagage. Og hey… 303,73 kroner for en flybillet fra Berlin til København er stadig rigtig billigt. [caption id="attachment_11289" align="alignnone" width="1024"]easyJet A319 seats Sæderne på easyJets A319 er tynde, meget tynde (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Først ud til… bussen

Berlin Tegel (TXL) er den mest centrale af den tyske hovedstads to lufthavne. easyJet flyver ikke fra samme terminal som Lufthansa og SAS, men fra Terminal C, som er et af de kedeligste steder på kloden at tilbringe ventetiden. Det er en stor hangar, hvor der er check-in i den ene ende, og sikkerhedskontrol samt stor fælles ventesal i den anden halvdel. Det ligner en midlertidig barak, som er blevet smidt op i hast. En simpel restaurant, en told-fri butik og en kiosk er der plads til, og så har de fyret godt op for det kunstige lys i loftet. Resultatet er den mest charmeforladte lufthavnsbygning i nogen europæisk hovedstad. Anyway, Københavner-flyet afgår fra Gate C39, og over højttaleren bliver der gjort opmærksom på, at der til en start kun er adgang for passagerer med “SB” på boardingkortet, dvs. dem som har købt Speedy Boarding. Og det er mig…! Jeg flyver op fra bænken, går over i køen, bipper boardingkortet og spadserer så ud til flyet som en af de første. Næ hov… vent… ikke ud til flyet, blot til en ventende bus. Haha, det er nærmest komisk. Speedy Boarding har altså givet mig den fantastiske fordel, at jeg kommer først ud i bussen. Det dumme er, at bagefter kommer de passagerer, som ikke hoppede på “Speedy Boading”. Sammen ruller vi så igennem Tegel lufthavn og ud til easyJet flyet, hvor dem som kom sidst op i bussen, nu er de første til at stige ud. Så os med Speedy Boarding kommer sidst ombord på flyet. [caption id="attachment_11291" align="alignnone" width="768"]Ext row easyJet Airbus A319 Masser af benplads i række 13 ved nødudgangen – men det koster ekstra (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

40 minutters flyvetid

Nå, Speedy Boarding var altså ikke nogen fordel. Dertil kommer, at personalet ved gaten ikke bekymrer sig det mindste om folks håndbagage denne aften, så gebyret jeg betalte for et ekstra håndbagage synes også spildt. Jeg overhører dog andre passagerer tale om, hvordan personalet plejer at råbe op om selv den mindste overskridelse af reglementet, så måske var det en undtagelse i dag. Det underbygger dog ikke min oplevelse af, at jeg får noget for de ekstra penge, som jeg har betalt. Pladsen er til gengæld fin. Jeg har sæde 13A, som er ved nødudgangen med ekstra benplads. Da der ikke er nogen andre, som har betalt ekstra for plads i rækken ved nødudgangen, så har jeg tre sæder for mig selv. Det er nu ikke tosset, selvom flyrejsen er kort. “Turen fra Berlin til København tager 40 minutter”, siger det mandlige medlem af kabinebesætningen, der har fået til opgave at tale til passagererne. Så det er ikke lang tid, jeg får lov til at nyde den gode plads i. Dog hører det med til historien, at det varer en halv time fra flyet forlader sin standplads til det er i luften, og på samme måde går der også noget tid fra landing til døren bliver åbnet i den anden ende. Alt i alt får jeg halvanden på flyet. [caption id="attachment_11292" align="alignnone" width="1024"]easyjet A319 cabin Kabinen på denne easyJet A319 til København, set fra sæde 13A (foto: Kenneth Karskov)[/caption]

Tynde sæder

Komforten rækker nu heller ikke til rigtig lang flyvetur. Sæderne er ultratynde, og her er ikke gjort noget særligt ud af, at det skal være rart at sidde her. Det er blot nogle år siden, at  easyJet stolt kunne meddele, at denne nye kabineindretning ville gøre plads til seks ekstra sæder på flyet, og det er klart, at den form for optimering koster lidt på komforten. Personalet når at komme en tur rundt med salgsvognen, men der er ikke at den store afsætning fra deres “Bistro”-sortiment. Pludselig får jeg trang til en Gin & Tonic, men så går det op for mig, at min pung ligger i jakken, som jeg har placeret i hattehylden, og så bliver det besværligt på den her tossede måde, som når man ikke orker at skifte kanal på fjernsynet. Jeg opgiver min drink. Da flyet lander i Kastrup, ruller det hen til gate F8A i lavprisfingeren i Københavns Lufthavn. Det er den skrabede bygning, som er lavet til de flyselskaber, der ikke vil betale fuld pris for lufthavnens normale service. Det er f.eks. gangbroen ud til flyet, som er sparet væk her. Så vi går ned ad trappen, hen til terminalbygningen og påbegynder så den lange march igennem CPH. Selv i rask gang tager det et kvarter at komme herfra og hen til toget ind til byen. [caption id="attachment_11293" align="alignnone" width="1024"] easyJet benytter Københavns Lufthavns lavpristerminal, hvor du ikke er nogen gangbro ud til flyet, men gode gammeldags trapper (foto: Kenneth Karskov)’[/caption]

Konklusion

Ville jeg gøre det igen? Klart ja! easyJet tilbyder simpel transport til en god pris. Produktet er barberet ned, men det samme er prisen. Til sammenligning kostede en billet med SAS fra samme lufthavn 600 kroner – uden bagage, siddeplads eller noget at spise. Så der ER noget at spare ved at flyve easyJet. Ville jeg købe pakken med speedy boarding, ekstra håndbagage og en plads ved nødudgangen igen? Det er jeg mere usikker på, omend jeg nød at have god plads på turen. [caption id="attachment_11294" align="alignnone" width="1024"] Lavpristerminalen er den bygning som ligger længst væk fra hjertet af CPH, så her er et kvarters rask gang ned til toget (foto: Kenneth Karskov)[/caption]


Posted

in

, ,

by

Tags: