Kig indenfor: Er dette luftens mest eksotiske fugl?

Af Kenneth Karskov

21 timer og 50 minutter. Så lang tid tager det at flyve til Fransk Polynesien i det sydøstlige Stillehav med det lille flyselskab ‘Air Tahiti Nui’.

Det er altså noget af en seriøs long-haul flyvning. Først 12 timer fra Paris til Los Angeles, så to timers ventetid i LAX, hvorefter flyet fortsætter i otte timer til Papeete, hovedstaden på Tahiti i Fransk Polynesien.

Det lyder jo fuldstændig vanvittigt… og lidt fascinerende.

“Betalingen” for at tilbringe et helt døgn i et langt metalrør er, at du stiger ud til noget, der skulle minde om Paradis. Vi taler de sagnomspundne øer Bora Bora, Moorea og Tahiti.

Bare synd, at den her flyvning aldrig er på tilbud, og selvom man booker i god tid, så koster den aldrig under 13-14.000,- for en returbillet på økonomiklasse.

Luftens mest eksotiske fugl?

Air Tahiti Nui er uden tvivl det mest eksotiske flyselskab, du kan se i en europæisk lufthavn. Ingen andre selskaber fra denne afkrog af verden sender deres maskiner hele vejen herop.

Så da jeg modtager en invitation til en event, hvor Air Tahiti Nui gerne vil præsentere deres nye Dreamliner fly i Paris, er det jo bare om at hakke til. Det her kan meget vel være det tætteste, jeg nogensinde kommer på en tur til Fransk Polynesien.

Personalet er iklædt farverige dragter, der spiller godt sammen med det polynesiske tema i kabinen (foto: Kenneth Karskov)

Dyrere end Maldiverne

Når man tænker over det, giver det jo god mening, at det skal være dyrt at flyve om på den anden side af jorden. Der er langt til Tahiti, men omvendt, så har jeg set billetter til Australien ned omkring kr. 6000,- og det er også en lang flyrejse.

Problemet er bare, at konkurrencen på Fransk Polynesien er nærmest ikke-eksisterende. Der er kun Air Tahiti Nui, og så et par enkelte gange om ugen en Air France forbindelse.

Og som om flybilletten ikke er dyr nok i sig selv, så stikker det for alvor af i det øjeblik, du lander i lufthavnen i Papeete.

Sikkerhedsvideoen tager udgangspunkt i de 118 smukke øer, der udgør Fransk Polynesien. Her er flyets nødudgange tegnet i sandet (foto: Kenneth Karskov)
Alle vigtige detaljer er med, men sikkerhedsinstruktionerne emmer samtidig af feriestemning (foto: Kenneth Karskov)

Fransk Polynesien er et rejsemål i luksusklassen, men for at få en nøjagtig idé om prisniveauet, stak jeg en finger i jorden hos Peter Møller fra Nyhavn Rejser, som har speciale i netop denne destination.

“Fransk Polynesien er sin helt egen kategori. Det er dyrere end Maldiverne, til gengæld er både hoteller, spisesteder og serviceniveau dårligere”

Godt så…!

“Men naturen og kulturen er helt enestående, og der kommer kun få turister, så når folk først har forstået, at de betaler dyrt uden at få absurd luksus for pengene, så kan de se frem til deres livs rejse”.

Hvad taler vi om i kroner og ører, tænker du måske? Peter sælger rejser, der starter på den anden side af 50.000 for 14 nætter på 3-4 stjernede hoteller. Per person i delt dobbeltværelse.

Og husk på, at selv når man betaler den slags mønt er det på Economy Class hele vejen.

Sardindåse eller polynesisk charme?

Og så vender vi tilbage til eventen i Paris med Air Tahiti Nuis nye Dreamliner. For hvordan er det egentlig at være ombord på flyet, der tilbagelægger den lange tur til Fransk Polynesien?

Er det en sardindåse med dårlig benplads… eller kan man se frem til en polynesisk charmeoffensiv med masser af luksus?

Well, Air Tahiti Nuis nye Dreamliner er en kraftig opgradering i forhold til selskabets tidligere fly, som jeg har set mange lunkne anmeldelser af. Dreamliner’en er dog stadig et fly som alle andre, og det vil sige, at der også her skal klemmes så mange mennesker som muligt ind i kabinen for at gøre den lange rute rentabel.

Så nej, det er ikke luksus af en anden verden. Air Tahiti Nui er hverken Singapore Airlines, Emirates eller Qatar Airways, men det er bestemt heller ikke skidt. Slet ikke!

Svaret afhænger nok mest af, om du har kastet formuen efter Business Class, Premium Economy eller almindelig Economy Class.

Bryllupsrejsende er en betydelig kundegruppe hos Air Tahiti Nui, og disse par vil nyde, at sidde ved siden af hinanden på Poerava Business Class (foto: Kenneth Karskov)

Poerava Business Class

Den mest luksuriøse del af flyet hedder Poerava Business Class og er indrettet med 30 sæder, der kan foldes ud til en 198 cm lang seng. Stolene står i 2-2-2 konfiguration, så du har altid en sidemakker, og dermed også sagt, at kabinen ikke er overdådig som luftens bedste Business Class produkter, hvor alle har adgang til midtergangen og vinduesrækken er enkeltsæder.

Argumentet er dog, at mange par rejser til Fransk Polynesien – ifølge flyselskabets repræsentant er bryllupsrejser til Tahiti en stor ting – og disse rejsende vil gerne sidde tæt på hinanden.

Moana Premium Economy Class

Mellem Busines Class og Economy Class findes fem rækker Moana Premium Economy. Her er kabinen indrettet med ekstra brede lænestole i 2-3-2 konfiguration med god plads til ben, albuer og hofter.

Det er en forvokset udgave af økonomiklassesædet med en 13 tommer skærm. Dermed er tv’et lige et nøk større end på Economy Class, ligesom stolen her også kan lægges længere tilbage, hvilket må være rart på den lange tur til Fransk Polynesien.

Der er store 12 tommer skærmen ved alle sæder på Air Tahiti Nuis Moana Economy Class – samt USB stik til at holde telefonen med strøm (foto: Kenneth Karskov)
Det her er ikke nogen uvæsentlig detaljer: USB-stikket i undersiden af skærmen holder din telefon kørende på hele den lange flyrejse (foto: Kenneth Karskov)

Moana Economy Class

Økonomiklassen består af 232 pladser i 3-3-3 konfiguration. En 12 tommer skærm sørger for underholdningen, og alle film kan startes og stoppes med et tryk på skærmen.

Et USB stik sørger for at holde dine elektroniske dimser kørende under hele turen, og der er WIFI på flyet, hvis du savner internettet. Når du stiger ombord ligger der allerede tæppe, pude og en lille pose klar på sædet, og i den lille pose findes et par flyverbriller, sokker, ørepropper og hovedtelefoner.

Hver passager på Economy Class får en lille pose, som ligger i sædet allerede, når man går ombord (foto: Kenneth Karskov)
Air Tahiti Nui giver alle passagerer på Economy Class et lille sæt med hovedtelefoner, flyverbriller, sokker og ørepropper. Det er god stil! (foto: Kenneth Karskov)

Kabinen fuld af karaktertræk fra ø-riget

Det er et gennemgående træk ved indretningen, at Air Tahiti Nui har forsøgt at indarbejde en række karakteristika fra ø-riget. For eksempel er farverne inspireret af det hvide sand og turkise vand fra de polynesiske laguner, hvilket giver en livlig, ferie-agtig atmosfære ombord.

Alle passagerer får desuden en lille polynesisk hilsen, når de stiger på flyet. Her står personalet ved døren og byder velkommen med en lille Tahitigardenia til alle – en blomst som kun vokser i Polynesien.

Maden på Economy Class er over gennemsnittet. Hovedretten er kylling i vanileflødesauce (foto: Kenneth Karskov)
Drinksvognen kører igennem Moana Economy Class kabinen – i dagens anledning også med Champagne (foto: Kenneth Karskov)
Air Tahiti Nui serverer den lokale cola på flyet – men de har også Coca-Cola, hvis du ikke er eventyrlysten (foto: Kenneth Karskov)

Undervejs på turen serverer Air Tahiti Nui et måltid mad. Denne fremvisning af det nye Dreamliner fly er en rundtur over Frankrig på lidt over tre timer, så personalet gør derfor opmærksom på, at servicekonceptet er barberet en smule ned i forhold til det normale.

Så vi går direkte på mad og drinks samtidig, og mon ikke de normalt kommer rundt med cocktails først og så derefter serverer det varme måltid på turen til Fransk Polynesien?

Nuvel, frokosten består af en lille tunsalat til forret, en lun hovedret, et stykke kage samt en bolle med et stykke brie. Hovedretten er “Chicken Flavour Vanilla Cream” og smager glimrende, og det hører med til historien, at vanille er en stor afgrøde i Fransk Polynesien.

Der er fri bar undervejs, og Air Tahiti Nui gør en ting, som jeg godt kan lide: De serverer den lokale ‘Tahitian Cola’ ombord. For en sikkerheds skyld har de også almindelig Coca-Cola, men det er fedt at se, at de også på dette punkt tager det lokale islæt seriøst.

Der er fuld fart på farverne i Moana Economy Class kabinen. Det gælder sæder, puder og loftbelysning (foto: Kenneth Karskov)
Air Tahiti Nui havde inviteret en polynesisk sangerinde med på premiereflyvningen (foto: Kenneth Karskov)

En destination for de få

Tahiti er en destination for de få. Det er dyrt og øde, og tænk lige over det her: Fra hovedstaden Papeete er der 6.100 km til Sydney i Australien og 6600 km til Los Angeles.

Det ligger altså midt i ingenting, og det er derfor ikke alle forundt at besøge dette lille paradis.

Efter tre timers rundflyvning over Frankrig med Air Tahiti Nuis nye Dreamliner, stiger jeg ud af maskinen igen. Vi startede i Paris Charles de Gaulle og nu er vi tilbage i Paris Charles de Gaulle lufthavnen.

På det her tidspunkt ville jeg kun være en syvendedel henne i flyveturen til Tahiti…!

Manner, det er en lang rejse, men hvis du gennemfører turen, så kan du til gengæld prale af at holde ferie samme sted som f.eks. Barack Obama, Tom Hanks og Oprah Winfrey.

Start og landing samme sted: Paris Charles de Gaulle lufthavnen. Ombord var presse, samarbejdspartnere, flyselskabsfolk og enkelte VIPs (foto: Kenneth Karskov)
Air Tahiti Nuis nye Dreamliner fly i lufthavnen i Paris Charles de Gaulle lufthavnen (foto: Kenneth Karskov)

Fakta: Så meget koster flybilletten

En flybillet til Fransk Polynesien er ikke billig. Den lavest tilgængelige pris starter ved kr. 13.557,- for en returbillet med SAS til Paris og derfra med Air Tahiti Nui til Papeete (PPT) på Tahiti.

Du skal vide, at der ikke er mange billetter til denne pris. Så du skal være fleksibel med dine rejsedatoer, for ellers stiger den hurtigt 1.000-2.000,- kroner.

Til gengæld kan du lave et stop i Los Angeles på vejen, hvilket koster kr. 600,- ekstra. Det kan være en rar måde at bryde den lange flyrejse op på.

  • Moana Economy Class fra kr. 13.557,-
  • Moana Premium Economy fra kr. 22.237,-
  • Poerava Business Class fra kr. 41.483,-

Der findes et lidt billigere alternativ! SAS og Air Tahiti Nui tilbyder en fælles billet, hvor du flyver med SAS til Los Angeles via Stockholm, og så fra LAX til Fransk Polynesien med Air Tahiti Nui. Så kan du få billetten ned i kr. 10.834,-, hvilket er en besparelse på næsten kr. 2.800,-.