Middle East Airlines

Rutetjek: MEA var et stort og vigtigt flyselskab. Engang.

Flyselskab: Middle East Airlines (MEA)
Klasse: Economy Class
Rute: ME210 Paris (CDG) – Beirut (BEY)
Flytype: Airbus A330-200 (reg: OD-MED)
Flyvetid: 3 timer 57 minutter

Middle East Airlines er det nationale flyselskab i Libanon. Fra basen i hovedstaden Beirut flyver selskabet – der ofte blot kaldes MEA – til en række destinationer i Europa, Afrika og Mellemøsten.

MEA er et af Mellemøstens gamle, hæderkronede selskaber. Det blev grundlagt i 1945, og var tidligere et vigtigt flyselskab, når folk skulle rejse til Mellemøsten.

Den status kunne selskabet opretholde i mange år, men så blev Libanon ramt af en langvarig borgerkrig fra 1975 til 1990, og dernæst meldte Emirates og Qatar Airways sig på banen for at gøre henholdsvis Dubai og Doha til store hubs i Mellemøsten.

Netop disse to selskabers fremkomst markerer samtidig starten på problemerne for mange af Mellemøstens flyselskaber, og MEA er således også et selskab, hvis storhedstid ligger bag dem.

Middle East Airlines MEA route map
Middle East Airlines har en lang række ruter til Europa, Mellemøsten og Afrika fra basen i Libanons hovedstad, Beirut.

Libanon er en tidligere fransk koloin, så Paris er stadig en stor destination for MEA. Selskabet sender et af deres langdistancefly til Frankrig, hvilket er en tur på lige omkring fire timer.

Så flyet denne morgen er et Airbus A330-200 fly. Maskinen er godt nok 11 år gammel, men det er ingenting for et fly, hvis det bliver passet godt, men indretnignen ser heller ikke ud til at være ændret, siden det blev leveret.

Det betyder, at alle passagerer på Economy Class har egen skærm på turen, og underholdningssystemet er fyldt med både tv, film og anden underholdning. Det er bare ikke den seneste nye udgave af flybranchens inflight entertainment systemer.

Economy Class kabinen på Middle East Airlines flyet fra Paris til Beirut
Airbus 330 flyet fra Middle East Airlines er konfigureret 2-4-2 på Economy Class
Alle passagerer har egen skærm, men der er dog ikke tale om allersidste generation af underholdningssystemer

På den måde minder både komfort og underholdning på denne fire timers rejse om de lange flyveture til USA eller Fjernøsten. Det samme gælder forplejningen ombord, for det er det store service-koncept, der bliver foldet ud.

Først er der cocktails, bagefter varm mad og til sidst tid til at se filmen færdig, inden flyet lander i Beirut.

Der er fri bar på turen med Middle East Airlines (MEA), og det gælder også øl, vin og alkohol

Måltidet er den store bakke med mad. Her er tre retter og rigtigt bestik, og det hele er gratis, så det er jo nærmest som flyvning i gamle dage.

Dagens menu er udførligt beskrevet i in-flight magasinet og består af en Tabboulé salat til forret, kylling eller fisk til hovedret samt en citrontærte til dessert.

Der er fri bar under hele turen og udvalget består bl.a. af libanesisk rød- og hvidvin, øl, whisky, gin, vodka, cognac og forskellige sodavand samt juice.

Dagens menu er udførligt beskrevet i in-flight magasinet: Forret, hovedret og dessert – og med to valgmuligheder, henholdsvis fisk eller kylling
MEA-ME210-CDG-BEY-Economy-Class-meal
Hovedretten er fillet af Hokifisk i en dild-sauce med ris, ærter og gulerødder.

Det er således ikke nogen dårlig oplevelse at flyve med Middle East Airlines. Flyets indretning er ikke blandt de nyeste, men mad og drikke holder et pænt niveau.

Det er dog heller ikke nogen vild, overdådig oplevelse at være gæst hos MEA, og der er et stykke op til Mellemøstens bedste flyselskaber – men på samme måde langt ned til de dårligste.

Alene det, at MEA sender et stort fly til Europa gør meget godt for komforten, for disse langdistancefly er mere rummelige og komfortable end de små Airbus A320/Boeing 737.

Middle East Airlines er medlem af SkyTeam alliancen, så du optjener bonuspoint, hvis du har et bonuskort hos f.eks. KLM, Air France eller Delta.

Filmene ombord på Middle East Airlines flyet er beskrevet i in-flight magasinet
Cedar Wings er MEAs inflight magasin, der udkommer seks gange om året, og har henved 3 millioner læsere ifølge flyselskabet

Posted

in

, ,

by