Bayterek Tower Nur-Sultan Kasakhstan

Før hed byen Astana, nu er navnet Nur-Sultan. Det er en slags Centralasiens Dubai.

I over tyve år hed Kasakhstans hovedstad ”Astana”, men da præsident Nursultan Nazarbayev trådte tilbage i marts 2019, blev byens navn straks ændret til ”Nur-Sultan”. Til ære for manden, der brugte milliarder på at skabe Centralasiens svar på Dubai midt i det enorme steppeland.

Af Kenneth Karskov

”Hvad bringer dig til Kasakhstan”, spørger Oleg, mens han styrer sin Toyota Camry ned igennem hovedgaden i Nur-Sultan. 

Han er en af meget få chauffører i den kasakhiske hovedstad, der taler engelsk. De to officielle sprog i Kasakhstan er russisk og kasakhisk, og at få en engelsksproget chauffør er som at vinde i lotto.

Han vrænger lidt på næsen ad svaret. ”Turisme?”, gentager han som om det umuligt kan være rigtigt. De fleste kommer tilsyneladende hertil på forretningsrejse, og det vrimler da bestemt heller ikke med turister i hovedstaden.

Ud af ingenting

Det er noget sært fascinerende over at besøge byer, som i løbet af få år er opstået ud af ingenting.

Nur-Sultan er gået fra at være en udørk i det gamle Sovjetunionen til at blive hovedstad i det uafhængige Kasakhstan. En slags Centralasiens Dubai midt i de langstrakte stepper, hvor byggekraner, internationale stjernearkitekter og oliepenge understøtter de store ambitioner.

Det centrale Nur-Sultan (Astana) i Kasakhstan
Nur-Sultan hed tidligere Astana, hvilket betyder “hovedstad” på kasakhisk. Det navn fik byen, da den blev udråbt til hovedstad i 1999 (foto: Kenneth Karskov)

Kasakhstan er verdens niendestørste land. Et gigantisk, men tyndtbefolket, rige, der er dækket af stepper og med blot 18 millioner mennesker. Hvad der gemmer sig i undergrunden, har til gengæld givet landet en stor tro på fremtiden.

Kasakhstan er rig på fossile brændstoffer og mineraler – eller sagt på en anden måde: De svømmer i olie, kul og uran.

En del af pengene går til at sætte Nur-Sultan på verdenskortet, og det lader til, at alle de berømte arkitekter har fået en plads i hovedstaden at folde sig ud på. Resultatet er fascinerende, storladent og potent byggeri samt enkelte eksempler på noget, der ligner arkitektur løbet løbsk.

Arkitekturen løb løbsk

Byens cirkus ligner for eksempel en gigantisk UFO, der er landet midt i centrum. Et par guldfarvede tvillingetårne ser ud som to spande vendt på hovedet. ”Hundeskålen” rummer koncertsale og filmstudier, og ”dollarsedlen” huser finansministeriet, som med lidt god vilje ligner en pengeseddel, der flyver i vinden.

Hvilket måske er meget betegnende.

Hovedstadens cirkus ligner en UFO, der er landet mit i byen (foto: Kenneth Karskov)

Mindst lige så opsigtsvækkende er et andet aspekt af gadebilledet, for Nur-Sultan synes at være nærmest klinisk renset for internationale butikskæder som H&M, 7-11 og Starbuck’s. Og det er faktisk helt forfriskende med en by, der er fuld af lokale spisesteder og butikker med regionale mærkevarer.

Det er dog ikke umuligt at få en Caramel Macchiato eller en Big Mac på disse bredderader. Kæderne dukker op inde i en vanvittig og vidunderlig konstruktion kaldet ”Khan Shatyr”, som er et 150 meter højt transparent telt med 140.000 m2 butikker, fastfood og forlystelser.

Nur Sultan Astana Kasakhstan Khan Shatyr
Khan Shatyr er et gigantisk telt med 140.000 m2 shopping – og et vandland øverst oppe under dugen (foto: Kenneth Karskov)

Det er hér Kasakhstans unge, smukke og rige shopper internationale mærkevarer, men de nøjes ikke med at bruge penge på mad, tøj og smykker – de vil også flashe deres bedste badetøj.

Så allerøverst oppe under kanvassen er der skabt et vandland, hvor temperaturen konsekvent er 35 grader året rundt og sandet er importeret fra Maldiverne.

Præsidentens by

I hjertet af hovedstaden Nur-Sultan står Bayterek tårnet. En gammel kasakhisk myte fortæller, at fuglen Samruk lagde et gyldent æg på nogle tynde grene af livets træ, og denne smukke historie illustrerede den tidligere præsident lynhurtigt på bagsiden af en serviet.

Så var det ellers op til andre at få den skitse til at blive et værdigt vartegn for byen.

For det har altid været sådan, at når lederen af Kasakhstan igennem 30 år år talte, så lyttede man. Det sidste præsidentvalg i 2015 vandt Nursultan Nazarbayev med over 97% af stemmerne, og derfor kom det som en overraskelse for alle, da han pludselig trådte tilbage i marts 2019.

Det 105 meter høje Bayterek tårn (foto: Kenneth Karskov)

For der er tale om en mand med en potent selvforståelse. Det bliver hurtigt tydeligt på ’Museum for Republikken Kasakhstans første præsident”. Indtil for nylig var Nursultan Naserbajev ikke kun den første, men også den eneste præsident nogensinde, så museet var dermed lavet af ham selv – til ham selv.

Så her er fire etager fyldt med gaver, ordener, hædersbevisninger, lidt våben, æresborgerskaber, billeder og to biler. Det er et præmieskab i giga-størrelse med tunge lysekroner, lædermøbler og et personale, der diskret holder vagt.

Det er ikke et sted med mange besøgende, og vagterne springer forskrækkede op og tænder for lyset, idet en turist træder ind i lokalet.

Kaffe med traditional kage og lokal brandy på Restaurant Kishlak (foto: Kenneth Karskov)

Så sulten at man kunne spise… nej, vent!

Hvis det ikke allerede nu står klart, at Kasakhstan ikke er et noget almindeligt rejseland, så skal det lokale køkken nok slå budskabet fast.

For det her er et uheldigt sted at komme til at sige, at man er så sulten, at man kunne spise en hest. For vupti… så står der en tallerken med nationalretten Beshbarmak på bordet.

Det er kogt hest.

Ofte bliver det serveret med pasta, og skal det være helt rigtigt kommer retten med en klar suppe og lidt hestemælk.  Sidstnævnte smager… skal vi sige… uvant…!

Kødet er faktisk ikke dårligt, men hestemælken er syrlig og smager henad kefir. Diplomatisk sagt skal man nok være vokset op med det for rigtigt at sætte pris på smagen.

Lada Nur Sultan Kasakhstan Astana
En lada står parkeret i skyggen i en forstad til Nur-Sultan (foto: Kenneth Karskov)

På besøg i Gulag-lejr

Efter et par dage med glitrende bygninger, byggekraner og kendisarkitekterne er det tid til luftforandring. Et kvarters kørsel fra centrum stopper byen fra det ene øjeblik til det andet. Pludselig bliver højhuse erstattet af stepper og landskabet forekommer uendeligt.

Bilen fortsætter ad det simple stykke asfalt i yderligere en halv time, indtil landsbyen Molinovka kommer til syne. To mænd står bøjet over motoren på en gammel Lada, og i baggrunden ligger resterne af koncentrationslejren ALZHIR.

Her blev kvinder og børn af politiske fanger i Sovjetunionen holdt indespærret. Skyldige alene i kraft af deres familiære tilknytning til en person, som Sovjetstaten havde dømt for landsskadelig virksomhed.

Mændene blev sendt til Sibirien, kvinderne og børnene røg til Kasakhstan. Her boede de under kummerlige forhold og ofte uden at kende resten af familiens skæbne. Hvis de havde små børn med i lejren, blev børnene brutalt fjernet fra mødrene, når de fyldte tre år, og givet bort til adoption.

Udstillingen gennemgår lejrens mørke fortælling, og en af de originale togvogne, som bragte fangerne hertil, står udstillet. Det er en barsk historie om sult, fornedrelse og umenneskelighed, og der er derfor også helt stille i bilen, da den triller tilbage til hovedstaden. Den dystre historie lige skal bundfælde sig.

Nur-Sultan er noget for sig

Mens koncentrationslejren peger tilbage på en smertefuld fortid, så kigger resten af Nur-Sultan ind i fremtiden.

Kasakhstans hovedstad efterlader indtrykket af et sted med ambitioner om en plads ved bordet i den nye verdensorden. Stedet emmer af en landsfader, der er besat at tanken om storhed for verdens niendestørste land, og dermed bliver besøget i Nur-Sultan også en reminder om, at verden ikke står stille, og at nye lande og byer vil være med i kapløbet om at forme morgendagen.

Air Astana Boeing 767
Air Astana flyver til Kasakhstan fra flere europæiske byer, bl.a. Frankfurt (foto: Kenneth Karskov)

Rejseinfo

FLY: Der er ingen direkte fly fra Danmark til Kasakhstan, men det lokale flyselskab Air Astana flyver til flere europæiske storlufthavne, bl.a. Frankfurt, London og Paris. Her er det muligt at springe på et fly videre til Danmark. En returbillet fra København til Nur-Sultan kan fås fra ca. kr. 3.000,- afhængig af årstid og rejselængde.

HOTEL: Rixos President er et af Nur-Sultans første luksushoteller. De lyse værelser rummer alle moderne bekvemmeligheder, inklusive varme i badeværelsesgulvet til de kolde vinterdage samt aircon til den varme sommer. Hotellet er ofte fuld af VIPs, og det er ikke usædvanligt at se gæster, der er mandsopdækket op af sikkerhedsfolk. Priserne starter ved kr. 745,- pr. person i delt dobbeltværelse inklusive morgenmad.:

Hvornår skal du rejse?

Nur-Sultan er verdens næstkoldeste hovedstad med minus 35 grader om vinteren, mens sommeren er brandvarm med 35 plusgrader. Der er således en forskel på vinter og sommer på 70 grader! De bedste måneder er derfor forår- og efterårsmånederne april-maj og august-september.


Posted

in

by