Vidunderlige Vancouver set fra luften (foto: Kenneth Karskov)

Verdens smukkeste Vancouver: 5 tips til store oplevelser i Canada

Af Kenneth Karskov

Når de glitrede magasiner skal kåre verdens smukkeste storbyer, dukker Vancouver altid op på listen. Byen er omgivet af vand til tre sider, dramatiske bjerge i baggrunden og store grønne områder.

Vancouver er da også pænere end de fleste andre storbyer. Med en vidunderlig beliggenhed på Nordamerikas vestkyst, tæt på grænsen til USA, stråler den om kap med Cape Town, Sydney og Rio de Janeiro, der normalt kæmper med Vancouver om titlen som klodens mest attraktive byer.

Så hvis du stikker til Canada og tager et par dage i vidunderlige Vancouver, så snyd ikke dig selv for disse fem store oplevelser.

1) Se ishockey med de lokale

Det lokale hold – Vancouver Canucks – spiller i Rogers Arene (foto: Kenneth Karskov)

Af alle ting du kan foretage dig i Vancouver, er der intet som giver mere respekt blandt de lokale end en tage en tur i Rogers Arena for at se deres ishockey-helte.

Canadierne elsker “hockey”, som de kalder det, og Vancouver er ingen undtagelse. Byens hold hedder Vancouver Canucks, og selvom du aldrig har set ishockey, så er det bare med at komme afsted, for oplevelsen er ekstremt tilskuervenlig.

Et ur tæller ned til kampens start, en mand med en dyb, dyb stemme annoncerer spillerne og en ung sangerinde fremfører nationalmelodierne. Alle rejser sig, og så går det ellers over stok og sten på banen.

Grundreglerne i spillet er let at forstå og i pauserne kører kæmpeskærmene det obligatoriske ’kiss cam’, hvor ellevilde tilskuere kysser hinanden. I boderne står kokke og skærer oksesteg i tynder skiver og tryller det om til et par velvoksne sandwiches, i fadølshanerne findes der India Pale Ale og toiletterne er både rene og pæne. Det er således en mere civiliseret oplevelse end at gå til fodbold i Danmark.

Rogers Arena er hjemmebane for Vancouver Canucks og har plads til over 18.000 entusiastiske tilskuere. Der bliver hurtigt udsolgt, så book i god tid.

Find billetter: tickets.canucks.com

2) Gå på opdagelse i Stanley Park

Vancouver Stanley Park
Stanley Park er det store grønne område i midten – foto Kenneth Karskov

8 millioner mennesker lægger hvert år vejen Stanley Park, som er et centralt parkområde i Vancouver på fire kvadratkilometer.

Dermed er Vancouvers grønne åndehul større end Central Park i New York, og stedet er med til at give den canadiske storby en helt særlig karakter.

Det er næsten som at have et et lille hjørne af den fascinerende canadiske natur midt i storbyen, og parken har da også fået lov til langsomt at udvikle sig over de seneste 100 år. Det betyder, at dele af skovområdet i dag er lige så vildt som det var i 1800-tallet.

Stanley Park rummer også velfriserede oplevelser, som små nydelige haver, soppebassin til børn, badestrand, udsigtspunkter og
et virvar af gang- og cykelstier, som giver optimale forhold for både besøgende til fods eller på cykel.

Det er også muligt at se parken fra øverste etage i dobbeltdækkerbussen på en af Vancouvers Hop-On Hop-Off busser. De har parken med på ruten rundt til byens store seværdigheder.

Læs mere: vancouver.ca/parks-recreation-culture/stanley-park.aspx

3) Tag på sightseeing i vandflyver

Sightseeing med vandfly er en helt speciel oplevelse (foto: Kenneth Karskov)

Det er ikke mange steder i verden, der kan fremvise samme imponerende samling af vandflyvere som Vancouver. I byens havn ligger det ene lille fly ene ved siden af det andet og vugger i takt med de bløde bølger.

De fleste afgange er fyldt med lokale rejsende, der skal til nærliggende steder som Whistler, Nanaimo og Maple Bay, og dertil kommer en række sightseeing ture til turister.

Der er blot fem passagerer og en pilot på denne tyve minutter lange rundflyvning. Maskinen arbejder sig ind i midten af havnen, farten bliver langsomt øget og pludselig er den lille flyver i luften.

Alle har et vinduessæde og på en smuk solskinsdag som denne findes ingen smukkere eller mere fascinerende måde at se Vancouver på.

Byens højhuse ligger på den ene side, krydstogtskibene på den anden, Stanley Park længere frem og derude i horisonten gemmer sig bjerge og vild canadisk natur.

20 minutter senere rammer flyets pontoner igen vandet og dermed er turen slut. Det er ikke nogen billig fornøjelse, men uden tvivl alle 119 canadiske dollars (ca. 580 danske kroner) værd.

Book vandfly-sightseeing: www.harbourair.com/

4) Nyd Den kinesiske have

Den kinesiske have i Vancouvers Chinatown er opkaldt efter Sun Yatsen (foto: Kenneth Karskov)

Vancouver er en multikulturel smeltedigel, og knap 30% af byens befolkning har rødder i Øst- og Sydøstasien. Kinesere udgør en stor del af disse, hvilket sætter sine tydelige spor i gadebilledet.

Intet sted er dette tydeligere end i Sun Yatsen Haven i Vancouvers Chinatown. Du er lovlig undskyldt for et kort øjeblik at være i tvivl om, hvor i verden du egentlig befinder dig, for denne vidunderlige kinesiske oase kunne lige så vel have ligget i de gamle dele af Beijing eller Shanghai.

Haven opkaldt efter Dr. Sun Yat-Sen, som er det moderne Kinas fader, og fremstår som et lille refugium gennemsyret af taoisme og Feng Shui. Herinde er der harmoni og ro, og en større kontrast til Vancouvers moderne og hektiske storbyliv findes ikke.

Vancouver er en af de tættest befolkede byer i Nordamerika, og området Greater Vancouver rummer 2,4 millioner indbyggere. Udover de mange indbyggere med kinesiske rødder, så definerer 11% af Vancouvers indbyggere sig som værende af indisk/pakistansk oprindelse og ifølge Wikipedia er der sågar 1% som angiver deres ophav til at være ”dansk”.

5) Bo på jernbanehotellet

Hotel Vancouver blev åbnet i 1939 (foto: Fairmont)

”Hotel Vancouver” blev åbnet i 1939 i forbindelse med at jernbanenettet blev markant udvidet i Canada. Tanken var, at toget ville bringe mange nye rejsende til byerne langs strækningen, og til dette formål blev der opført flere overdådige hoteller. Bygningen i Vancouver er et af disse ”jernbanehoteller”, og med sin særegne arkitektur fik det hurtigt tilnavnet “slottet i byen”.

I dag er det den eksklusive hotelgruppe Fairmont, der styrer slagets gang på det ikoniske hotel. Butikkerne i stueetagen giver en klar indikation af, hvilken slags hoteloplevelse, der er i vente. Det er Gucci, Louis Vuitton og Dior, som har lejet sig ind her, og hotellet er tilsvarende; ypperlig luksus i klassisk stil.

Hotellet låner gerne både cykler og hjelme ud til stedets gæster, og som dansker er der intet bedre end at springe på en jernhest og trille rundt i byen. Det giver en ekstra dimension til oplevelsen at gøre det på en cykel, og alle attraktionerne nævnt her er i cykelafstand fra hotellet.

Fairmont Hotel Vancouver koster fra kr. 686,- pr. person pr. nat i delt dobbeltværelse.

Se hotellet: www.fairmont.com/hotel-vancouver

Vancouver betegnes ofte som en af verdens smukkeste storbyer (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

,

by