Rutetjek: Efter 7 ture med Norwegian skal du få min ærlige mening

Af Kenneth Karskov

Jeg har fløjet en del med Norwegian på det sidste. Pludselig havde jeg syv flyvninger i streg med det norske lavprisselskab, og det er egentlig lidt usædvanligt for mig at flyve SÅ mange gange med det samme selskab, men det giver på den anden side mulighed for vurdere selskabet på et bredere grundlag.

Så nu melder jeg mig på banen med min dom over oplevelsen ombord på flyene med de røde næser.

Indtjekning

Norwegian tilbyder check-in på nettet, men der er ikke nogen markant fordel ved den manøvre. Enten har jeg betalt for at vælge sæde på forhånd – hvilket jeg anbefaler – eller også får jeg tildelt helt tilfældige pladser på flyet. Det er lavpris, så det er ikke som med SAS eller mange andre flyselskaber, hvor man kan være hurtig og nappe en god plads, hvis man åbner app’en præcis 24 timer før afgang.

Norwegian skrankerne er ubemandede, og man scanner selv sin bagage (foto: Kenneth Karskov)

I Københavns Lufthavn har Norwegian sit eget check-in område i området mellem Terminal 2 og Terminal 3, men her er som udgangspunkt ikke nogen mennesker bag skrankerne.

I stedet står her en række automater, og så printer man selv sit boarding pass og bagagestrimler. Strimlerne skal på kuffertens håndtag, og så slæber man bagagen over til de ubemandede skranker, hvor der hænger en scanner – og bip bip – så kører kufferten afsted på båndet. 

En enkelt medarbejder sidder ovre i hjørnet, hvis der skulle opstå problemer, men ellers er det høflig selvbetjening. Har man først prøvet det én gang, så er det nemt og bekvemt, men hver gang, jeg har været forbi dette check-in område, så har der stået rejsende og været forvirret over fremgangsmåden. Det er egentlig simpelt nok, men man skal lige lære systemet at kende.

Der står en række automater klar til brug i Norwegians check-in område i Københavns Lufthavn (foto: Kenneth Karskov)

Ombord

Norwegians fly indenfor Europa er skabt til at have så mange passagerer ombord som muligt. Det er sådan man tjener penge på flyvning i dag, så pladsen er ikke overdådig ombord. Det er den heller ikke hos SAS, Air France eller Lufthansa, for alle fly i Europa er efterhånden indrettet på samme måde, så du vil ikke opleve den store forskel i komforten fra Norwegian til de dyrere flyselskaber.

Mange af Norwegians fly er tilmed nye, og de er alle af samme type, nemlig Boeing 737. De er ofte både rene og pæne indvendige, og det tjener Norwegian til ære, at de ikke har plastret kabinen til i reklamer, som det ses hos Ryanair.

På ét punkt har Norwegian traditionelt stået rigtigt stærkt – og sågar slået konkurrenterne, nemlig med gratis wifi. Der findes ikke noget bedre underholdningssystem end det store, uudtømmelige internet, og det har været virkeligt fint, at Norwegian ikke har taget et ekstra gebyr for at gå på nettet. Det gør konkurrenterne nemlig.

Hastigheden rækker til mails og simple Google søgninger, men ikke til film fra Netflix eller Youtube videoer, så det er altså stadig en god idé at hente en film eller to ned på din telefon eller iPad inden afrejse.

I dag er der tre wifi-pakker at vælge mellem på de europæiske flyvninger.

SURF – Gratis at bruge med mulighed for browsing på nettet, e-mails og tekstbaserede meddelelser.

SOCIAL+SURF – Til rådighed mod et mindre gebyr. Giver mulighed for hurtig browsing på nettet, adgang til e-mails og alle sociale medier.

STREAM+SURF – Vores bedste WiFi mulighed giver hurtigere browsing på nettet, adgang til e-mails og sociale medier og desuden streaming af TV, film og musik på tjenester som bl.a. Netflix, YouTube og Spotify.

Kilde: www.norwegian.com/dk/rejseinformation/i-flyet/wifi/


Kabinen på Norwegian flyene er holdt i grå toner (foto: Kenneth Karskov)

Mad & Drikke

Hos Norwegian koster al forplejning penge. Ikke engang et glas vand er gratis ombord, så du skal have kreditkortet op af lommen hvis du bliver tørstig eller sulten undervejs. 

Udvalget er ikke stort, og jeg er efterhånden kommet godt rundt i sortimentet, så lad mig sige det sådan her: Det går an, men heller ikke mere end det.

Benpladsen er acceptabel, men folk med lange ben kommer i problemer (foto: Kenneth Karskov)

Kaffen er pulverkaffe, sandwichen er middelmådig og pastasalaten er slet ikke værd at prøve igen. Det bedste jeg har fået er tapas platten, der var hæderlig, men dog også  ret dyr taget i betragtning af, at der blot er tale om nogle få skiver pølse, et par cornichoner og lidt skinke – men klart det bedste valg efter min mening.

Udvalgte priser hos Norwegian
Kaffe eller te 25,-
Sodavand 25,-
Vin 55,-
Øl 45,-
Sandwich 55,-
Twix chokolade 20,-

Norwegian har en pudsig tradition med at ikke at have et menukort liggende i stolelommen. I stedet kommer personalet kommer rundt med menuerne kort efter flyvningens start, og så er de på banen igen inden landing for at indsamle dem igen.

Vær opmærksom på, at Norwegian arbejder med et skrabet menukort til flyvninger under 1 timer og 20 minutter, hvilket f.eks. gælder ruten København – Oslo eller København – Berlin. Det kan du se herunder.

Det skrabede menukort for de korte ruter findes bagest i inflight-magasinet. Menuen til de lange rejser bliver omdelt af personalet (foto: Kenneth Karskov)

Personale & service

Du vælger Norwegian på grund af serviceniveauet ombord, for det her er ikke Singapore Airlines eller et andet fem-stjernet flyselskab. Det betyder ikke, at der er decideret dårlig service hos Norwegian, for personalet gør skam hvad de skal, men de kommer ikke ligefrem rundt om kræser for dig.

Mindre kan også gøre det – især på en kort tur ned igennem Europa. På mine syv ture har personalet svinget fra søde til imødekommende til ligeglade til fjendtlige. Bortset fra det sidste, så minder det ret meget om personalet hos de fleste andre europæiske flyselskaber.

Bonuspoint

Bonusprogrammet “Norwegian Rewards er til gengæld et bonusprogram, der fortjener stor ros. Det fungerer lidt anderledes end andre bonusprogrammer, for i stedet for at opsamle point, så samler du CashPoints, som er en rabat til kommende rejser.

Du skal ikke vente til du har samlet 20.000 bonuspoint for at kunne flyve til Berlin (og stadig betale dyre skatter og afgifter), men kan i stedet fyre dem af på din næste tur, hvis du skulle have lyst til det.

Norwegian kabinen er indrettet med mørkegrå lædersæder med røde nakkestøtter (foto: Kenneth Karskov)

Du får 2% af rejsens pris sat ind på din bonuskonto og enten kan du gemme dem til senere, så de kan dække hele billettens pris, eller du kan trække rabatten fra på din næste rejse. Det er ge-ni-alt, og selv folk, der ikke rejser ofte, har en fordel af programmet.

Hvis du er en af dem som flyver meget med Norwegian, så får du ikke sølv-, guld- eller platinstatus her, men til gengæld gør du dig fortjent til en række fordele. Efter et bestemt antal ture kan du vælge mellem bl.a. gratis bagage, gratis sædevalg eller gratis fast-track i lufthavnen, og hvis du flyver rigtigt meget, får du alle fordelene. 

Samlet vurdering

Norwegian leverer et solidt produkt på de europæiske strækninger. Personalet kan være en blandet fornøjelse, og jeg kunne ønske mig et større udvalg på menukortet samt ikke mindst bedre mad, men til gengæld er det fint med gratis wifi. Sidst men ikke mindst er bonusprogrammet Norwegian Rewards en decideret genistreg, og det lokker mig tilbage på tur nummer otte snart. For de skal jo fyres af, de opsparede rewardspoint…


Posted

in

, , ,

by