Aegean Airlines Airbus A320 i Københavns Lufthavn

Rutetjek: Græske Aegean Airlines er et sympatisk bekendtskab

Af Per Heide

Der findes selskaber, som flyver lidt under radaren, men alligevel formår at levere et godt produkt i luften. Sådan et er græske Aegean Airlines, der byder på en fin oplevelse ombord.

Læsere med en vis hukommelse vil sikkert erindre sig det græske, statslige flyselskab Olympic Airways, men hvor mange har lige hørt om det privatejede græske flyselskab Aegean Airlines?

Selskabet er dog medlem af Star Alliance, og transporterer årligt 14 mio. passagerer, så det er ikke nogen helt lille størrelse. Desuden købte Aegean resterne af hedengangne Olympic Airways, har omdøbt det til Olympic Air, og bruger brandet på græske indenrigsruter.

Aegean er dermed et selskab, der både har godt gang i væksten og desuden kan tjene penge, så det var med både spænding og forventning jeg et par måneder inden havde booket en rejse med dette ”ukendte” selskab fra København til Tirana, med en kort transit i Athen lufthavn.

Online check-in virker ikke

48 timer før afrejse modtog jeg en e-mail med invitation til at checke ind online, dette virkede dog ikke, så jeg besluttede at vente med check-in til lufthavnen.

Vel ankommet til Københavns Lufthavn med metroen checker jeg ind ved automaterne. Her er det en fin detalje, at mine to flystrækninger – København-Athen og Athen-Tirana – printes på ét enkelt boardingkort i stedet for på normalt to. Så er der det mindre at holde styr på.

Jeg rejser kun med håndbagage i dag , så det er direkte op til security og videre ud til gaten.

Dagens rejse foregår på økonomiklasse, selvom jeg for en måned siden bød 90 euro for en opgradering til Business Class. Aegean Airlines havde sendt en e-mail med en invitation til en ”Business Class-auktion”, men 90 EUR var tilsyneladende ikke nok til at blive accepteret i den finere kabine.

Check håndbagage ind ved gaten

Aegean kører en temmelig striks politik ift. medbragt håndbagage, så da boarding starter, bliver man tilbudt at checke sin håndbagage ind ved gaten. Ikke noget dårligt tilbud, så jeg tager imod og slipper for at slæbe min trolley med gennem transit i Athen.

Flyet i dag er en Airbus 320 med plads til 174 passagerer. Det er en meget udbredt flytype blandt verdens flyselskaber, og en type der fylder ca. 80% af Aegeans samlede flåde på omkring 50 fly.

Aegean Airlines har kun de såkaldte narrowbody-fly, dvs. fly med en kabinediameter på max. fire meter og med blot én midtergang ombord. Det er solide og velfungerende fly, men deres begrænsede rækkevidde sætter grænser for, hvilke destinationer Aegean rent fysisk kan nå med denne flyflåde. Således flyver selskabet kun til europæiske destinationer, en del indenrigs i Grækenland samt til en lille håndfuld byer i Mellemøsten.

Aegeans kabinepersonale bærer smarte mørkeblå uniformer, og var både smilende og opmærksomme (foto: Per Heide)

Unge og smilende

Kabinepersonalet på afgangen fra København til Athen er unge og generelt smilende. Alle passagerer får et ”kalimera!” og et smil ved ombordstigning.

Sæderne er holdt i mørkeblå læder med hvide nakkeservietter. Hvid og mørkeblå er gennemgående farver hos Aegean, og farverne er naturligvis hentet fra det græske flag, så man på denne måde kan skilte med sin nationale identitet.

Blåt lædersæde med hvide nakkestøtter hos Aegean Airlines (foto: Per Heide)

Mit sæde er relativt komfortabelt, men opleves dog lidt hårdt. Det er dog betegnende for disse moderne, relativt tynde flysæder. Benpladsen er ikke noget at skrive hjem om, og min knæ når lige akkurart sædet foran (jeg er 186 cm. høj). Det er ikke prangende, når jeg sammenligner med øvrige selskaber.

Min sidemand er højere end jeg, og må decideret sidde med knæene inde på sin ledsagers benplads. Det er bedre end hos visse lavprisselskaber, men også langt fra de bedste selskaber i klassen.

Benpladsen er ikke overdådig hos Aegean Airlines (foto: Per Heide)

Flyet forekommer relativt nyt, det mærkeblå gulvtæppe virker dog lidt nusset, på trods af at den mørkeblå farve faktisk i høj grad kamuflerer evt. pletter. Kabinepersonalet deler legetøj ud til børnene, tilbyder græske aviser og reklamebolsjer til alle andre, og så er vi i luften og påbegynder vores knap tre timer lange rejse mod den græske hovedstad.

Underholdning på appen

Aegean er en såkaldt full-service carrier, så mad og drikke ombord er inklusiv i prisen, og ikke skal betales ekstra, som hos de fleste lavprisselskaber.

Desværre er underholdningen sparet væk. Så der er ingen personlig skærm i stoleryggen foran, kun nogle skærme i loftet, som viser reklamevideoer for Grækenland under hele flyvningen.

Hvad der måske er endnu værre er, at her heller ikke er noget stik i sædet til opladning af mobil eller tablet. Det er noget som mange selskaber efterhånden tilbyder, og på sammenlignelige strækninger ser man dettehos f.eks. Turkish Airlines.

Det er dog en sandhed med modifikationer at sige, at Aegean ikke tilbyder underholdning ombord. Har man hentet deres app inden ombordstigning, er der faktisk mulighed for både at læse aviser, høre musik og spille spil via mobilen.

Du skal downloade Aegean Airlines appen inden afrejse for at få glæde af underholdningen ombord (foto: Per Heide)

Men det vidste jeg ikke på forhånd, så jeg har ikke hentet appen inden afrejse, så får jeg ikke testet denne mulighed af. Spørgsmålet er også hvor attraktivt denne mulighed egentlig er, da f.eks. musik og spil jo også er tilgængeligt på de fleste telefoner uden Aegeans app.

Gratis mad og drikke

Mens underholdningsdelen er en mild skuffelse, så kompenserer selskabet alligevel med sin madservering ombord. En fin varm bakke med oksekødspasta, lunt brød, kiks, ost, smør og en nøddebar hiver oplevelsen i en positiv retning.

Pastaen er overraskende god af flymad at være, og eneste lille minus er at kaffe og te serveres sammen med bakken. Hos visse andre selskaber kommer de varme drikke i en separat omgang efterfølgende, så vil man nyde kaffen varm hos Aegean Airliens, så skal man så drikke det til maden.

Mad og drikke er inkluderet i flybillettens pris hos Aegean Airlines (foto: Per Heide)
Til maden serverer grækerne læskedrikke, vin eller øl – men ikke stæk alkohol (foto: Per Heide)

Den lokale Alfa øl en forfriskende, lokalproduceret sag og glider fint ned samme med maden. Det er faktisk en hæderlig bolognese, og i en tid, hvor mange europæiske flyselskaber har skåret gratis mad og drikke væk, føles det helt luksuriøst med et varmt måltid.

Efter små tre timers flyvning lander flyet i Athens eftermiddagssol. Efter en kort gåtur gennem Athens overskuelige lufthavn er jeg klar til den sidste times flyvning nordvestpå mod Tirana i Albanien.

Og selv på den korte strækningen mellem Grækenland og Albanien når Aegean Airlines at servere en snack. Skinkesandwich, læskedrikke og kaffe/te på blot 55 minutter er faktisk imponerende, for det er trods alt 170 passagerer, der skal betjenes på den korte flyvetur til den albanske hovedstad.

Kold skinkesandwich og en chokoladebar på den korte tur videre mod Tirana (foto: Per Heide)

Aegean kan anbefales

Så konklusionen er, at Aegean Airlines langt fra et af de største eller mest kendte flyselskaber, men det er alligevel et sympatisk bekendtskab. Servicemindet personale, glimrende mad og drikke – som tilmed er gratis – og en hurtig transfer i Athens overskuelige lufthavn er ting, der trækker op.

Gennemsnitlig benplads og ingen underholdning/intet ladestik trækker ned, men alligevel kan det græske selskab sagtens anbefales, når det hele gøres op.