Trans Maldivian Airways (foto: Kenneth Karskov)

Så vilde er vandflyene på Maldiverne

Af Kenneth Karskov

Det er en vild oplevelse at flyve med vandfly på Maldiverne. Faktisk noget af det vildeste man kan prøve, hvis man synes det er sjovt at flyve, for både udsigten og oplevelsen er af en helt anden verden.

Egentlig ville sætningen “at flyve vandfly er noget særligt” i sig selv være korrekt. Ligesom sætningen “Maldiverne er noget særligt” heller ikke fejler noget. Kombinationen af de to ting er dog absolut magisk.

Det er ellers ikke fordi komforten i de små vandfly er noget at skrive hjem om. En lille blæser puster varm luft rundt i kabinen, her dufter lidt af flybrændstof og det larmer pænt meget ombord.

Benpladsen er minimal, ryglænet når knap op til skuldrene, og de 15 siddepladser er fordelt på nogle smalle enkeltsæder i venstre side af flyet og en trang toer-bænk i højre side. Her er tilmed “free seating”, så er din sidemand en ordentlig kleppert, er dette ikke en oplevelse, du vil huske for komforten.

Heldigvis kan vandflyet noget andet. Og det “andet” gør, at du aldrig nogensinde kommer til at glemme vandfly-turen igen.

Billedet: Pladsen er ikke overdådig på de små vandfly (foto: Kenneth Karskov)

Drømmen om Paradis

I Maldivernes hovedstad, Malé, er vandfly terminalen placeret lige ved siden af den internationale lufthavn. Et sindrigt system af pontonbroer fører ud til de rød-hvid-malede vandfly, som ligger på rad og række, og det er svært ikke at tabe både næse og mund ved dette syn.

Med få minutters mellemrum drejer de små maskinerne væk fra broen og ud i havnen, for så at sætte kurs mod hver sit lille hjørne af ø-riget.

Vandflyene er af typen DHC-6 Twin Otter. Bagest i maskinen findes lastrummet, hvor alle kufferterne er stablet. Håndbagage skal afleveres i døren ved ombordstigning, for der er ikke plads til tasker under stolesædet, så alt håndbagage står i en bunke ved døren.

Når flyet er fremme ved hotellet, hiver personalet din kuffert og håndbagage ud, stiller det på badebroen, hvorefter maskinen drejer 180 grader og forsvinder igen.

Vandflyet fungerer nemlig også som en bus på disse kanter, så nogle gange flyver du direkte frem til din destination, andre gange stopper den undervejs. Så der er mange ting ved vandflyet, der er anderledes end en standard-tur med en Boeing 737.

Ikke-eksisterende in-flight service

Hvis man skal sætte det på spisen, så er servicen ikke-eksisterende og komforten helt i bund. Målt ud fra almindelig målestik ville turen have fået bundkarakter.

Men så kommer vi til den absurd smukke udsigt. Vandflyet opererer i maksimalt tre kilometers højde (normale fly er oppe i 10 kilometer), så det her er også en slags sightseeing-flyvning.

Og alt det med komfort og service ombord glemmer du i det sekund, du kigger ud af vinduet. For wow… hvor er her smukt! Hold. Nu. Op. En. Udsigt.

Udsigten fra vandflyveren, mens den bevæger sig hen over på Maldiverne (foto: Kenneth Karskov)

Under flyet strækker havet sig så langt øjet rækker. Indimellem dukker et par paradisiske øer op, og mønstret er det samme hver gang: Det dybblå hav bliver afløst af turkisblåt vand lige dér hvor koralrevet starter. Så kommer en krans af hvidt sand til syne og til sidst en frodig grøn bevoksning inde midt på øen.

Man skal være decideret livstræt for ikke at blive dybt betaget af synet. Det er selve drømmen om Paradis, som udfolder sig for ens øjne, og vingerne sidder højt på flyet, så der er frit udsyn til det hele.

Det gør det også nemt at spotte vandflyverens ‘frequent flyers’, for nogle passagerer har tydeligvis set det hele før, og lukker i stedet øjnene et øjeblik og napper en lille lur.

Kan det blive vildere?

Vandflyene er kun i luften i døgnets lyse timer, typisk mellem seks morgen og seks aften. Resten af tiden er luftrummet over Maldiverne støvsuget for de små propelfly.

Reelt er vandflyet den eneste måde at nå frem til mange af luksushotellerne på, for en båd kan tage mange timer, og biler kører her af gode grunde ikke. De gode hoteller har tilmed private lounges i lufthavnen, og her kan gæsterne sidde med lidt at drikke og spise, indtil det er tid til afgang.

Og det er altsammen helt fantastisk, men der melder sig naturligvis et spørgsmål: Kan det blive endnu vildere? Svaret er ja.

Hotelkæden Soneva har eget VIP-konfigureret vandfly (foto: Kenneth Karskov)

For Maldiverne har en af verdens mest velbeslåede kundegrupper, så nogle af hotellerne har deres egne VIP-konfigurerede vandfly. På disse maskiner er der skruet ekstra op for det hele, og så taler vi pludselig brede lædersæder, aircondition og vinduesplads til alle.

Det gælder bl.a. hotelkæden Soneva, som driver to af Maldivernes ypperligste resorts i form af Soneva Fushi – det originale Robinson Crusoe barfodsresort – og så det endnu helt vanvittige Soneva Jani, der ofte bliver nævnt som øgruppens mest overdådige overnatningssted.

Soneva flyet har aircondition og otte store lædersæder i kabinen (foto: Kenneth Karskov)

Men udsigten er den samme, og de to i cockpittet er lige så afslappet som på de andre vandfly. Selskabet er i øvrigt også det samme, for det er “Trans Maldivian Airways”, der står for størstedelen af alle vandflyvninger i Maldiverne.

I cockpittet sidder de begge iført korte bukser, korte ærmer og masser af striber på skuldrene. Den ene styrer pedalerne iført Havaianas, den anden har bare tæer. Det er så vidunderligt usnobbet og helt afslappet, at det øjeblikkeligt smitter i hele kabinen.

Man får selv lyst til at komme ud af sine sko og få sand under fødderne i en fart, og det er præcis, hvad Maldiverne handler om: Strandferie i sin yderste potens. Luksus fra øverste hylde. Og oplevelser af en helt anden verden.

Korte ærmer, korte bukser og bare tæer i cockpittet (foto: Kenneth Karskov)

Posted

in

,

by